OP DENNE UGE


Cykliske aktier cykler opad

En klar tendens fra den seneste uge er stigninger blandt de såkaldt cykliske aktier. Her er der altså ikke tale om et boom hos Kildemoes, Winther, SCO og de andre cykelmærker, men derimod om aktier i virksomheder, hvor indtjeningen hænger tæt sammen med den generelle økonomi. De klarer sig altså typisk godt i gode tider, når folk har råd til at bruge penge (på fx rejser, luksus og biler), mens de rammes hårdt, når forbrugerne skærer ned og holder på pengene.

I denne uge så vi (igen) pæne stigninger i udviklingen hos blandt andet banker og industriselskaber, og tendensen passer godt ind i vores syn på verden: Det går umiddelbart godt med økonomien, og vi forventer også god vækst i 2026. 

LÆS MERE: 10 RÅD: Her ser vi bedst afkastmuligheder i 2026

Investorerne så op, da renten gik ned 

Denne op-historie handler reelt om noget, der gik ned. For som forventet sænkede Fed (= Federal Reserve, aka den amerikanske centralbank) sin toneangivende rente med 0,25 procentpoint i onsdags. Det er tredje gang på kort tid, da renten også blev sænket i både september og oktober. 

Og nu kan der jo være forskellige årsager til at sænke renten, så her er det vigtigt at slå fast, at det ikke sker på grund af dårlige nøgletal. Det amerikanske arbejdsmarked er stabilt og balanceret, mens inflationen er kommet mere under kontrol. 

Investorerne reagerede også prompte positivt på den overordnede tone og stemning på Fed-pressemødet. Aktiemarkedet steg og endte i et pænt plus onsdag aften, men så kom Oracle på banen… og det er dit stikord til at hoppe ned til afsnittet om ugens nedture.  

⇩ NED DENNE UGE


Oracles ærgerlige punktum

 Det har været en lidt drøj uge for den amerikanske IT-kolos Oracle, der præsenterede sit seneste regnskab i onsdags. Selskabet har haft et stærkt år på aktiemarkedet, og regnskabet var sådan set helt OK, men blev alligevel skidt modtaget af investorer verden over – og det fik aktien til at falde. 

Hvorfor, spørger du måske? Det handler specifikt om, at Oracle præsenterede planer om at øge sine investeringer i AI. Selskabet kom nemlig med samme melding i september, hvorefter aktien faldt med godt 40 %. Det gjorde investorerne bekymrede, fordi Oracle i forvejen har et negativt cashflow. Og den slags bekymringer kan typisk aflæses direkte på aktiekursen. 

Som en sideeffekt har det igen fået den generelle usikkerhed om AI (som vi også skrev om her i Op & Ned for nylig) til at blusse op igen. Herinde hos os ser vi dog fortsat AI som et interessant investerings-tema, men jeg misser aldrig en anledning for at minde om vores anbefaling om altid at sprede dine investeringer og undgå de mest spekulative aktier. 

Defensive aktier har det som gyngerne (eller er det mon karrusellerne?) 

Skal jeg pege på én ned-historie mere i denne uge, bliver det den såkaldte defensive sektor.  

Det er lidt det modsatte af de ovennævnte cykliske aktier og dækker altså over aktier, der som udgangspunkt er mindre sårbare over for den generelle økonomiske udvikling. Kort fortalt fordi virksomhederne og selskaberne bag disse aktier leverer varer og tjenester, som vi forbrugere ikke rigtig kan skære ned på, ”bare” fordi økonomien har lidt ondt. Det kan være medicin, strøm, forsikringer, tandpasta… og øl (ja, Carlsberg er faktisk et godt eksempel på en dansk defensiv aktie). 

Og hvorfor så vi så et fald i denne uge? Jeg tror på, at vi her igen skal tilbage til modsætningen til de cykliske aktier: Når disse stiger, er det i sagens natur, fordi investorernes penge, tillid og opmærksomhed bliver flyttet herover. Og det koster altså andre steder på markederne. Det er den gamle historie om gyngerne og karrusellerne… 


UGENS DETALJLE:

Jul og nytår venter om hjørnet, og her kan du se mine bud på de tre største historier fra aktiemarkedet i 2025:

8da9e719-a584-455b-83d9-999f43a806c8

Meget mere om investering?


Top 10-lister, inspiration, indsigter, guides og gode råd.

Få meget mere om investering lige her

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet og dokumentet med central information, som du kan finde på danskeinvest.dk.