
⬆️ OP DENNE UGE
1. Mere vind end forsvind for Vestas
Vestas var ugens vinder på det danske OMXC25-indeks over landets største aktier. Som følge af et regnskab, der slog forventningerne, stormede vindmølle-aktien i vejret med en stigning på over 10 %.
Trumps skepsis mod klimaforandringer og modvilje mod grøn energi har ligget som en tung sort sky over investorernes appetit på de såkaldt grønne aktier. Men da regnskabet viste, at der er godt gang i forretningen, fik aktien medvind på børsen. En væsentlig faktor, der puster vind i sejlene, er det øgede fokus på fremstilling af ren energi til de store datacentres glubske appetit på energi – og en stor del af denne skal være vedvarende.
Kan vi klemme flere vind-og-vejr-metaforer ind? Lad os forsøge: I Danske Bank har vi stor fokus på grøn energi i form af sol, vind og a-kraft. Det er vejen frem for klimaet og en langsigtet trend på aktiemarkedet, så lige her kan vi investorer blæse på, hvad Trump siger og gør.
2. Novonesis: Tiltrængt optur til Novo-relateret aktie
Som vi skal se i NED-sektionen længere nede i denne artikel, er det svært at blive klog på Novo Nordisk-aktien for tiden. Mere entydigt positivt forholder det sig dog for en anden aktie, der starter med ”Novo”, nemlig Novonesis.
Her sendte regnskabet for tredje kvartal aktiekursen på en lille dans opad, selvom omsætningen landede en smule under analytikernes forventninger. For til gengæld overraskede den organiske salgsvækst positivt og endte på 6% mod de ventede 4,4%. Det er dog værd at bemærke, at væksten sidste år lå på 11%, så selskabet løber ikke helt så hurtigt, som det gjorde tidligere.
Novonesis er ligesom Novo Nordisk ejet af Novo Nordisk Fonden, så selskabet har en stærk arv i ryggen, men selskabet står altså på egne ben som et børsnoteret selskab med 10.000 ansatte på verdensplan og en vigtig spiller inden for bioteknologi.
Generelt har danske aktier haft en stærk start på november, hvor det danske indeks OMXC25 har klaret sig bedre end både S&P500 og det europæiske Stoxx 600-indeks. Novonesis' resultater har bidraget til denne optur og givet en kærkommen opmuntring til danske investorer. Derfor er den et godt eksempel på en aktie, der kan indgå i en bred portefølje – men som altid er det helheden, der tæller. Så husk at zoome ud og altid at vælge aktier ud fra deres evner og ikke hvor de er noteret.
⬇️ NED DENNE UGE
1. Novos problemer fortsætter (eller hvad?)
Mange danskere ærgrede sig onsdag, da Novo Nordisk fremlagde regnskab, som ikke levede op til forventningerne. Siden er aktien bådet steget og faldet lidt igen, og sent torsdag aften lavede Novo Nordisk så en aftale med Donald Trump om at sænke priserne på deres vigtige fedmemedicin på det amerikanske marked.
Hvad betyder det alt sammen for aktien? Tja, det er svært at sige, og hvem ved, om Novo skal flyttes fra NED- til OP-sektionen i næste uges version af denne artikel – eller endnu tidligere? Det hjælper desuden heller ikke på usikkerheden, at budkrigen om at købe biotekselskabet Metsera igen blussede op i løbet af ugen. Novo Nordisk har nemlig budt på selskabet, men Pfizer stritter imod og er gået til de amerikanske domstole for at få lov at fastholde Metsera i en eksisterende aftale. Det er en teknisk affære, men kort fortalt hepper mange danskere nok på, at Novo Nordisk får lov at gennemføre købet, fordi det givet vil styrke den danske aktionær-favorits position på markedet.
Løfter vi blikket og kigger generelt og globalt på sundhed, så er min (og mine kollegaers) anbefaling, at man som investor overvejer at øge sine investeringer i den globale sundhedssektor med en god, bred spredning. Den voldsomme konkurrence på markedet kan skabe usikkerhed for de enkelte selskaber, men fremgang samlet set.
Hvis du vil læse mere om Novo Nordisk, kan du få vores aktieanalysechefs reaktion på regnskabet lige her.
2. Chok til AI-aktier og en smag af Hollywood
Starten af ugen bød på et mindre chok, der sendte AI-aktierne ned. En række store investorer og endnu større finanshuse var nemlig ude med meldinger om mulige bobler inden for AI-aktierne. Blandt andet hørte vi i ugens løb den kendte investor Michael Burry fortælle, at han havde shortet både Nvidia- og Palantir-aktierne, fordi han simpelt hen vurderer, at de er blevet alt for dyre.
Hvis Michael Burrys navn og ordet ”shortet” lyder bekendt, er det muligvis fordi, du har set filmen ’The Big Short’ fra 2015. Den handler netop om, hvordan Burry forudså og profiterede af kollapset på boligmarkedet i 2008 under finanskrisen. Mange anså ham for at være vanvittig, men hans strategi gav dengang store afkast til hans investorer (og ikke mindst ham selv).
Derfor bliver hans ord set på med en vis interesse. Goldman Sachs var desuden nogenlunde samtidig ude med en udtalelse om, at man ikke ville afvise et generelt fald på aktiemarkedet på 10-20 % inden for 12 til 24 måneder. Den slags har det med at lægge en dæmper på stemningen, og det var i den grad også tilfældet for særligt Palantir, som trods et grundlæggende flot regnskab kom under pres.
Får Burry ret i sine forudsigelser, eller er der tale om en storm i et glas vand? Vi følger udviklingen tæt og springer straks til ugens detalje, som lægger sig fint i forlængelse af Burry og short-begrebet…

UGENS DETALJE: Shorting er mere populært end længe
Når man shorter aktier, spekulerer man i faldende aktiekurser, Det kan store investorer fx gøre ved at låne aktier, som de derefter sælger - og når/hvis kursen så falder, køber de aktierne tilbage til en lavere kurs. Så har de scoret en gevinst og kan aflevere de lånte aktier tilbage igen mod en mindre betaling som tak for lån. Risikoen er naturligvis, at aktiekursen i stedet stiger, og de må købe aktierne tilbage til en højere kurs.
Og i disse dage oplever vi faktisk den højeste interesse for shorting af de amerikanske S&P500-aktier siden 2016. Det er længe siden, at så mange har været så negative, at de spekulerer i fald.
Det er dog vigtigt at pointere, at en stigning i shorting ikke siger noget om, hvilken vej aktiemarkedet vil gå, men det er en interessant tendens – og ét er sikkert: Der vil være en hel del af disse investorer, der taber penge, hvis aktierne ikke falder. Vi håber selvfølgelig altid på det bedste for alle mennesker, men lige her hepper vi som altid på fremgang på de finansielle markeder.
HOLD ØJE MED: Novos opkøb og Trumps Toldsatser
Skal vi ikke bare få weekenden overstået i en fart? Jeg er i hvert fald spændt på, om vi i næste uge bliver klogere på disse to ting:
1: Får Novo Nordisk lov at købe Metsera? Og i så fald til hvilken pris? Og hvad vil det gøre for Novo-aktien? Og hvad bliver de lidt mere langsigtede konsekvenser af Novos prisaftale med Trump?
2: Bliver Trumps toldsatser kendt ulovlige? I USA er højesteretten ved at vurdere, om Trumps told-bonanza tidligere på året overhovedet var lovlig. Vi ved endnu ikke, hvornår der falder dom, men det er en sag af stor betydning for USA, for hvis dommen falder negativt ud for Trump, bør det omvendt være positivt for aktiemarkederne. I så fald skal der nemlig føres flere hundrede milliarder dollars tilbage til de virksomheder, der blev straffet af toldsatserne. Et beløb, der vil kunne mærkes – om ikke andet indtil Trump reagerer, og det har jo indtil videre vist sig svært at forudsige, hvad pokker han kan finde på…
Meget mere om investering?
Top 10-lister, inspiration, indsigter, guides og gode råd.
Foto i toppen: Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix.
Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt.
Historiske afkast for Vestas: 06.11.2020-06.11.2021: -8,8%, 06.11.2021-06.11.2022: -26,5%, 06.11.2022-06.11.2023: 5,5%, 06.11.2023-06.11.2024: -36,1%, 06.11.2024-06.11.2025: 43,1%.
