Kort fortalt

  • Trods stor geopolitiske usikkerhed har europæiske aktier klaret sig godt i år.
  • Vi ser fortsat europæiske aktier som de mest attraktive.
  • En potentiel fredsaftale, rentenedsættelser og forsvarsinvesteringer kan være med til at trække op.
  • Vi anbefaler aktuelt investorer at have 20 pct. af deres investeringer i europæiske aktier (og dertil 10 pct. i danske aktier).

SE FORSLAG til konkete aktiefonde i bunden af artiklen.
ANBEFALINGERNE her på Investeringsnyt er primært tiltænkt investorer, der selv ønsker at investere med input og sparring fra os. Har du investeret i en investeringsløsning i Danske Bank som fx Danske Porteføljepleje, tager vores specialister løbende hånd om at pleje og optimere dine investeringer.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

Man skulle måske tro, at det europæiske aktiemarked ville styrtdykke, når J.D. Vance sviner Europa til, USA forhandler direkte med Rusland uden om Europa, Donald Trump har et åbent skænderi med Zelenskyj og trækker støtten til Ukraine, der er stigende risiko for, at Rusland får en god bid af landet, og Trump truer med, at der snart kommer ”gengældelsestold” på europæiske varer.

Kort sagt er den geopolitiske situation i Europa på kort tid kraftigt forværret. Alligevel har det europæiske aktiemarked – trods dage med store kursudsving – klaret sig rigtig godt hidtil i år og meget bedre end det amerikanske. Hvordan kan det være?

En fredsaftale kan godt være svær at sluge for Ukraine og så alligevel være appetitlig for aktiemarkedet. Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.

Fredsaftale på godt og ondt

For at forstå dette fænomen skal vi se igennem støjen og fokusere på virksomhedernes indtjeningsmuligheder. 

Hvis Ukraine som en del af en evt. fredsaftale afgiver land til Rusland, har det i sig selv ikke alverdens betydning for de europæiske virksomheder. Det vil til gengæld være positivt for aktiemarkedet, hvis det er første skridt i retning af, at europæiske virksomheder igen kan få adgang til billig energi fra Rusland. Frygten for, at udviklingen i Ukraine giver Rusland appetit på mere, fører nu til markant øgede forsvarsinvesteringer, hvilket løfter forsvars- og industriaktier. Udsigten til at skulle hjælpe med genopbygningen af Ukraine kan også have en positiv effekt på det europæiske aktiemarked.

En fredsaftale kan altså godt være svær at sluge for Ukraine og så alligevel være appetitlig for aktiemarkedet.

Men alt er selvfølgelig ikke lyserødt for det europæiske aktiemarked. En omfattende handelskrig kan sende aktiekurserne sydover. Det er fortsat ikke vores hovedscenarie, at vi når dertil, men med Trump som præsident anerkender vi absolut risikoen. Den seneste udvikling med amerikansk told på varer fra Canada og Mexico viser dog, at der sandsynligvis er grænser for, hvor langt Trump vil gå. Her blev omfanget af told kort efter mindsket kraftigt, sandsynligvis på grund af den kraftige negative reaktion på de finansielle markeder.

HØR FRANK ØLAND FORTÆLLE OM EUROPÆISKE AKTIER:

0f46b1ef-1da8-4e95-9e42-fb63038cf96d

Det holder vi også øje med

Under den dramatiske overflade er det dog andre og langt mindre dramatiske faktorer, du som investor skal holde mindst lige så meget øje med - som fx vækst, renter og regnskaber. Her ser vi gode muligheder for, at udviklingen kan understøtte europæiske aktier.

Forventninger til væksten i Europa er lige nu i bund. Konsensusforventningen er, at euroområdet leverer under 1 pct. vækst i år. De lave forventninger til Europa betyder, at der ikke skal meget til for at overraske positivt. Vi ser spæde tegn på en rotation fra vækst udelukkende drevet af servicesektoren mod en mere balanceret økonomi med mere vækst i industrien, hvilket især vil gavne det relativt industritunge Nordeuropa. Væksten kan også få en ekstra vitaminindsprøjtning, hvis de europæiske regeringer tør skrue op for investeringerne, og her er de 27 EU-medlemslande senest blevet enige om, at der skal investeres knap 6.000 milliarder kroner i oprustning over de kommende år.

Virksomhedernes indtjening har haft det skidt, men ser nu endelig ud til at stige, hvilket støtter aktiemarkedet. Det ser ud til, at denne regnskabssæson bliver den første i halvandet år, hvor europæiske selskaber formår at øge både salg og indtjening i forhold til samme kvartal året før.

Rentenedsættelser fra ECB vil gavne den samlede europæiske økonomi og ikke mindst aktiemarkedet. Vi forventer, at ECB flytter foden fra bremsen til speederen og leverer yderligere fire rentenedsættelser i år, så styringsrenten kommer ned på 1,5 pct. Vi forventer flere rentesænkninger i Europa end i USA. 

Endelig bør det nævnes, at europæiske aktier har været uelsket af investorerne og kun lige er begyndt at komme lidt ind i varmen igen. Europæiske aktier er fortsat attraktivt værdiansat, når man ser på nøgletal som P/E.

Alt i alt er europæiske aktier dermed et af de steder, hvor vi trods det geopolitiske uvejr ser det mest interessante afkastpotentiale i den kommende tid.

Vores aktuelle anbefaling

  • Vi har i øjeblikket overvægt i europæiske aktier – dvs. at vi lige nu anbefaler, at europæiske aktier udgør en større andel af dine aktieinvesteringer, end de forventes at udgøre på længere sigt.
  • Normalt anbefaler vi, at europæiske aktier udgør 15 pct. af dine aktieinvesteringer. I øjeblikket anbefaler vi, at de udgør 20 pct. – og dertil 10 pct. i danske aktier.

Hvis du vil investere i europæiske aktier

Du kan fx investere i europæiske aktier via fonden Danske Invest Europa*, som er en aktivt forvaltet aktiefond, hvor porteføljeforvalterne løbende håndplukker de europæiske aktier, de ser det bedste afkastpotentiale i.

Foretrækker du en indeksfond, der blot følger det europæiske aktiemarked, kan du fx investere i fonden Danske Invest Europa Indeks*.

Du kan investere i fondene i netbanken og mobilbanken – herunder i Danske Månedsinvestering og via en aktiesparekonto.



Få vores nyhedsbrev om investering

Jeg vil ikke gå glip af noget

*Fondenes fulde navne er Investeringsforeningen Danske Invest Europa, klasse DKK d og Investeringsforeningen Danske Invest Europa Indeks, klasse DKK d.

DISCLAIMER: Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering. Vi henviser dig til at læse prospektet og dokumentet med central information, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Et sammendrag af investorrettigheder er tilgængeligt på dansk og kan sammen med mere information om fondenes bæredygtighedsrelaterede egenskaber findes på følgende links (under Dokumenter):
Danske Invest Europa, klasse DKK d
Danske Invest Europa Indeks, klasse DKK d
Beslutningen om at investere i fondene bør træffes under hensyntagen til alle fondenes miljømæssige og/eller sociale karakteristika som beskrevet i prospektet. Danske Invest Management A/S, J.P. Morgan og LGIM kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde.