Kort fortalt
- Kursrekorder kommer ofte i stimer på aktiemarkederne.
- Vi forventer, at den positive trend i USA kan fortsætte.
- En række faktorer er med til at løfte aktierne.
- Vi kan være på vej ind i en ny økonomisk æra.
- Se forslag til konkrete aktiefonde.
VORES RÅD her på Investeringsnyt er for dig, som vil investere selv med sparring fra os. Har du investeret i fx Danske Porteføljepleje, optimerer vores specialister løbende dine investeringer.
TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her
De globale aktiemarkeder har på det seneste været brandvarme, og det amerikanske S&P 500-indeks har nået rekordhøjder og lukket i ny ”all-time-high” hele 33 gange i år.
For mange investorer kan det føles fristende at "tage gevinsten hjem" og reducere sin risiko, når markedet er på toppen. Men historien viser, at det kan være en dyr fejltagelse. Børsrekorder er nemlig ikke slutningen på festen – de er ofte blot nye små milepæle i en længerevarende trend.
Faktisk tror jeg slet ikke, vi skal tilbage til den gamle verden. Tværtimod kan vi meget vel være på vej ind i en ny økonomisk æra, hvor få virksomheder har en endnu større global dominans end i dag. Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.
Rekorder kommer i stimer
S&P 500 har sat nye rekorder cirka 450 gange siden år 2000, svarende til 7 pct. af alle handelsdage. Aktiemarkedet har en bemærkelsesværdig evne til at overvinde kriser og fortsætte sin rejse opad.
Aktierekorderne er dog ikke jævnt fordelt. Der kan være lange perioder uden aktierekorder, som fx efter IT-boblen bristede i 2000, hvor der gik hele syv år, inden aktiemarkedet igen nåede en ny all-time-high.
Når der så kommer nye aktierekorder, så kommer de oftest i stimer. I perioden fra 2013 frem til 2021 lukkede S&P 500 i ny ”all-time-high” hele 15 pct. af handelsdagene, altså langt oftere end normalt. En del af forklaringen på de mange børsrekorder skal findes i den lempelige pengepolitik og meget lave markedsrenter, der sendte investorerne mod aktiemarkedet.
Nu er den amerikanske centralbank, Federal Reserve, igen gået i gang med at sænke renten, så her er en mulig kilde til den nye stime af børsrekorder. En anden kilde er den hurtige udvikling i kunstig intelligens.
LÆS OGSÅ: Invester i brændstoffet til kunstig intelligens
Boble eller en ny æra?
IT-giganter som Nvidia, Microsoft, Alphabet og Broadcom dominerer i dag markederne og driver en stor del af kursstigningerne. De største selskaber udgør i dag en større andel af S&P 500 end nogensinde før. Er det en boble eller er det blot en naturlig udvikling i en verden, hvor teknologi vinder stadig større indflydelse?
Skeptikere peger på, at en så høj koncentration ikke er holdbart. Hvis disse giganter mister momentum, kan det trække hele markedet med ned. Men den store koncentration er ikke nødvendigvis et tegn på en boble, der skal briste.
Faktisk tror jeg slet ikke, vi skal tilbage til den gamle verden. Tværtimod kan vi meget vel være på vej ind i en ny økonomisk æra, hvor få virksomheder har en endnu større global dominans end i dag. Det er ikke svært at forestille sig en verden, hvor de største selskaber er endnu større end i dag og har større magt end mange lande. Især hvis lovgivningen ikke sætter effektive grænser.

Mest populære USA-fond
Vil du investere i amerikanske aktier, er det oplagt at gøre via en aktiefond. Det kan fx være fonden Danske Invest USA Indeks, klasse DKK d*, som er den fond med amerikanske aktier, flest kunder i Danske Bank har investeret i.
- Fonden er en indeksfond, der giver bred eksponering mod amerikanske aktier.
- Amerikanske IT-selskaber udgør omkring en tredjedel af fondens investeringer.
- De løbende omkostninger er i den lave ende af skalaen.
- Du kan både købe fonden i netbanken og mobilbanken - herunder også i Danske Månedsinvestering og på en aktiesparekonto.
Flere faktorer løfter aktierne
For langsigtede investorer bør et nyt ”all-time-high” altså ikke opfattes som en grund til at sælge ud. Markederne har gentagne gange vist, at de over tid har en tendens til at overgå sig selv. De seneste 100 år er aktiemarkedet i gennemsnit steget godt 7 pct. om året, så det har næsten været en naturlov, at der over tid kom nye rekorder. Det forventer vi også fremover, selv om der altid vil være perioder med tilbagefald undervejs.
Desuden er der flere faktorer, der fortsat understøtter aktiemarkedet i øjeblikket. Den amerikanske økonomi viser solid vækst, virksomhedernes indtjening stiger med tocifrede vækstrater, forårets uro omkring toldsatser er stort set bag os, og Federal Reserve har som nævnt skiftet til en mere lempelig pengepolitik.
Dertil kommer den sæsonmæssigt stærke afslutning på året, hvor fjerde kvartal traditionelt er en periode med positive markedstendenser. Så der er gode muligheder for, at stimen af børsrekorder kan fortsætte.
Hold fast i strategien
Som investor er det vigtigste at holde fast i strategien. Historien viser, at tålmodighed og disciplin betaler sig. Selv efter kriser har aktiemarkederne altid fundet vej tilbage til nye højder.
Så næste gang du ser en ny rekord på aktiemarkedet, så husk, at det ikke i sig selv er en anledning til at frygte kursfald, men derimod en påmindelse om aktiemarkedets imponerende evne til at skabe værdi over tid. Tiden i markedet som investor er typisk vigtigere end timingen af markedet. Fortsæt med at investere og spred dine investeringer, så du sikrer dig mod unødvendig risiko. Og vigtigst af alt – lad ikke følelserne styre din strategi.

Få vores nyhedsbrev om investering
Jeg vil ikke gå glip af noget*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest USA Indeks, klasse DKK d.
Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet og dokumentet med central information, som du kan finde på danskeinvest.dk.