Kort fortalt

  • Rumkapløbet handler om knappe ressourcer, standarder og infrastruktur.
  • Månens sydpol er strategisk vigtig, og det kan have stor økonomisk værdi at komme først.
  • Vil du investere i temaet space, anbefaler Lars Skovgaard Andersen en mere indirekte eksponering via forsvarsaktier – se boks i bunden.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

USA og Kina er i gang med et rumkapløb. Men i modsætning til amerikanernes og russernes rumkapløb i 1960’erne handler det ikke primært om symbolik, men om kontrol over infrastruktur, fremtidens teknologiske standarder og adgang til knappe ressourcer. Månen er ved at blive en strategisk platform, og det er langt fra ligegyldigt, hvor man lander. 

Særligt månens sydpol har udviklet sig til den mest eftertragtede adresse. Dels fordi der med stor sandsynlighed findes vandis i permanent skyggelagte kratere, som kan bruges til både ilt, vand og raketbrændstof. Dels fordi lys  og temperaturforhold er mere stabile end andre steder på Månen. Og endelig fordi de attraktive områder simpelthen er få. Der er kun et begrænset antal steder, hvor ressourcer, energi og terræn går op i en højere enhed.

Det gælder om at få et vigtigt forspring

Det er derfor ikke nok at komme først til Månen. Man skal komme først de rigtige steder. Månen kan formelt ikke ejes, men de aktører, som tidligt etablerer infrastruktur, landingszoner og tekniske standarder, får et forspring, der i praksis kan være meget svært at hente igen.

Samtidig er Månen ikke et mål i sig selv, men et hop. Planen er, at den skal fungere som logistisk mellemstation for missioner længere ud i solsystemet – herunder mod Mars. Lavere tyngdekraft gør opsendelser billigere, og erfaringerne fra drift, byggeri og energiforsyning kan genbruges. Set på den måde er Månen mindre et endemål og mere en testplads for, hvordan fremtidens rumøkonomi skal fungere.

Et ofte undervurderet element i den sammenhæng er kommunikation og navigation. Området mellem Jorden og Månen vil kræve nye netværk af satellitter, relæstationer og ekstremt præcise tidssignaler. Den aktør, som først får etableret bredt accepterede standarder, kan få en position, der i omfang minder om GPS’ rolle på Jorden. GPS begyndte som militært værktøj, men endte som rygraden i alt fra smartphones og logistik til finansielle markeder og kritisk infrastruktur. Et tilsvarende system i rummet vil have både strategisk og økonomisk værdi.

LÆS OGSÅ: Verdens største børsnoteringer banker på – skal du åbne døren?

Tre giganter er angiveligt på vej på børsen i USA – SpaceX, OpenAI og Anthropic – og det er enorme pengebeløb, der flytter sig. Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen besvarer de tre vigtigste spørgsmål om børsnoteringerne. Læs artiklen her.

Et anderledes rumkapløb med mindre synlige gevinster

Det første rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen kulminerede i 1969 og skabte en bølge af konkrete opfindelser. Apollo programmet accelererede udviklingen af materialer, elektronik, software og sensorer i et tempo, som ellers ville have taget årtier.

Rumkapløb 2.0 bliver anderledes. Ikke fordi ambitionerne er mindre, men fordi teknologien allerede er langt mere moden. Software, sensorer, AI og kommunikation findes i dag i kommerciel skala. Derfor bliver gevinsterne næppe lige så synlige som nye “NASA opfindelser” i hverdagen, men snarere som mere robuste systemer, bedre infrastruktur og gradvise forbedringer.

Og det har betydning for investeringsvinklen. Fascinationen af rummet kan let tage overhånd – især i takt med øget fokus på Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX og udsigten til en børsnotering. Risikoen er, at vi bliver forblændet af fortællingen og overser, hvor værdiskabelsen sker.

Vil gerne investere uden at satse hele bondegården

Der vil helt sikkert komme vindere ud af Rumkapløb 2.0. Men de er svære at pege entydigt på allerede nu. Indtil da tror jeg mere på, at en række af de store forsvarsselskaber vil kunne drage fordel af vores udlængsel, fordi grænsen mellem civil og strategisk rumteknologi er flydende. 

Så mit råd er at tage eksponeringen i forsvarsaktier med et “space”-ben. Forsvar er i min optik en langsigtet megatrend, og det giver en robusthed. Det spændende er, at en række af disse forsvarsaktier kan fremvise indtjeningsvækst fra space, der klart overstiger den indtjeningsvækst, som der er i mere traditionelt forsvar. Så selv om det kun er en del af et forsvarsselskab og måske derfor ikke lige så ”hot” som en ren space-aktie eller space-fond, så er risikoen for at ramle ind i en boble også meget mindre. Det er nu engang min tilgang til investeringer. Jeg vil gerne være med, men uden at satse hele bondegården. 

For som man siger: Hellere en lille bid af noget godt end for meget af det gode.

Forsvar

Hvis du vil investere i forsvar

I en tid med store geopolitiske spændinger og øget fokus på hård militær magt er forsvar blevet en global trend, som vi ser et interessant langsigtet potentiale i.

Du kan fx investere i forsvarsaktier via fonden Danske Invest Defence & Security*, der investerer bredt i forsvarsaktier fra NATO-landene – herunder en række af de største europæiske forsvarsselskaber. Vær opmærksom på, at forsvarsaktier kan opleve store udsving blandt andet afhængig af den geopolitiske udvikling.

Meget mere om investering?


Top 10-lister, inspiration, indsigter, guides og gode råd.

Få meget mere om investering lige her

*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest Defence & Security - Accumulating, DKK.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet, dokumentet med central information samt et sammendrag af investorrettigheder på dansk, som du kan finde på danskeinvest.dk.