Det fyger om ørerne med gode råd, når man skal være forældre for første gang. Men de handler sjældent om økonomien når man går fra par til familie.

Derfor får du her fem gode pengeråd, jeg selv manglede, da jeg blev mor. For ved at tage små, praktiske skridt kan du både spare penge her og nu, og samtidig investere i fremtiden – både for dig selv og dit barn.

Mette Ahnfeldt Grinsted

Råd #1: Køb mindre babyudstyr – gerne brugt

Tro mig: Budgettet til babyudstyr kan hurtigt slå sprækker. Især hvis du køber alt, hvad babyforretningerne prøver at sælge dig. Så lav en liste og hold dig til det vigtigste. Du kan altid købe de ting, du måske får brug for, undervejs.

Husk, at du kan finde rigtig meget babyudstyr brugt i god stand. Overvej f.eks. at købe barnevogn, tøj og legetøj second-hand. Du kan også leje babyudstyr, så du kan teste behovet, inden du punger ud. På den måde kan du spare tusindvis af kroner. Og baby sover altså lige så godt i en brugt vugge.


Råd #2: Få rabat på fagforening

Du behøver ikke være god til at prutte om prisen for at få rabat på f.eks. fagforening. Mange fagforeninger tilbyder nedsat kontingent til medlemmer på barsel – endda op til 50%. Så hør din fagforening, hvad de kan tilbyde.


Råd #3: Hav styr på pensionen

Vidste du, at kvinders pensionsopsparinger er 17% lavere end mænds*? Og fordi vi kvinder i gennemsnit lever fire år længere, skal den endda smøres tyndere ud.

Uligheden skyldes mange ting, blandt andet at vi ikke indbetaler på vores pension, når vi er på barsel.

Er I gift, kan I også overveje at lave en ægtepagt, så I deles ligeligt om jeres penge, hvis I engang bliver skilt. Her skal I sørge for at få juridisk rådgivning, så jeres aftaler passer til jer.

*Tal fra Danmarks Statistik, år 2023.


Råd #4: Gem barsel til senere

Hvis barsel var en madvare, var den perfekt til at preppe med. Den kan nemlig holde sig helt indtil barnet fylder 9 år. Så får du ikke brugt al din barsel, mens dit barn er spæd, er den ikke spildt.


Råd #5: Begynd at spare op til barnets fremtid

Som forælder kommer du helt sikkert til at bekymre dig om dit barns fremtid. Heldigvis er der meget, du kan gøre for at sikre økonomisk tryghed for dit barn, når det bliver voksen.

Her er tre hurtige, men effektive løsninger:

  1. Børneopsparing
    En børneopsparing kender de fleste. Her kan du spare op til 6.000 kr. om året med en samlet grænse på 72.000 kr. Fordelen er, at der ikke er skat på afkastet, hvilket giver en stor fordel i det lange løb.
  2. Investering
    Når børneopsparingen er fyldt op, eller hvis bedsteforældrene vil forkæle barnebarnet med pengegaver, kan du overveje at investere på vegne af dit barn. Husk at få professionel rådgivning i jeres bank, så investeringsløsningerne bliver opsat korrekt.
  3. Aktiesparekonto
    Har du råd til det kan etablering af en aktiesparekonto være en anden god mulighed. Beskatningen af afkastet er kun 17%, og det modregnes ikke i SU’en. Husk igen at få professionel rådgivning i jeres bank, når det handler om investering.

Bonusråd: Find balancen
Som med så meget andet, handler det om at finde en balance, der passer til din families behov og situation. Og når du har styr på økonomien, kan du fokusere på det vigtigste: at nyde tiden med dit barn.

Få flere pengetips på Instagram

Du kan følge @PengeMette på Instagram, hvor du kan få mange flere gode tips til din privatøkonomi.

Vil du give dit barn et godt forhold til penge? Så følg vores Børne- og Ungechef og forfatteren til to bøger om lommepenge, Anne Juel Jørgensen, på Instagram under navnet @annejueljorgensen.