Selvom inflationen – altså hvor meget prisen generelt stiger over tid på de varer og tjenester en gennemsnitsfamilie køber – i dag ligger omkring 2 procent, vurderer mange danskere den som højere – faktisk på niveau med starten af 2022, hvor den lå over 7 procent.

Hvorfor vurderer vi den så højt for tiden? Svaret skal blandt andet findes i vores fokus på især fødevarer, hvis du spørger Louise Aggerstrøm, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.


Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom

Mange små køb fylder mere end få store

”Forskning viser, at de varer, vi køber ofte, har en tendens til at påvirke vores opfattelse af inflationen mere, end varer, vi sjældent køber. Så selvom vi i gennemsnit bruger lige mange penge på cykler og smør om året – omkring 0,2 procent af vores indkomst – tillægger vi smørprisen mere vægt, fordi det er noget, vi hyppigt køber og nemt kan sammenligne priser på i butikker,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.

“Så når prisen stiger meget på fødevarer, så bliver vi mindet om det dagligt, mens det jo er langt sjældnere, at vi skifter cyklen eller bilen ud,” tilføjer hun.

Vi bruger mindre på mad, end vi tror

En undersøgelse fra Den Europæiske Centralbank viser, at fødevarepriser vægtes med 30-40 procent i folks opfattelse af inflation. For kvinder i alderen 35-49 år – den gruppe, der ofte står for størstedelen af indkøbene – er denne påvirkning særlig høj.

Selvom fødevarepriser fylder meget i vores bevidsthed, udgør de en mindre del af budgettet, end mange måske tror. Ifølge Danmarks Statistik bruger en gennemsnitshusstand 11-12 procent af sit budget på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer. Selv blandt de laveste indkomster udgør fødevarer ifølge Danmarks Statistik omkring 15 procent af budgettet.

”Til sammenligning vejer andre udgifter som benzin og elektricitet også tungt i vores budgetter. Begge varegrupper er blevet billigere, men de fylder mindre i vores daglige opmærksomhed,” påpeger Louise Aggerstrøm Hansen.

Hvor forsvinder dine penge hen?

Prøv forbrugsoverblikket i mobilbanken og se, hvad du har brugt dine penge på de seneste 12 måneder.

Følg dit forbrug

Økonomien har fået et boost

Selvom fødevarepriserne for visse varer som hakket oksekød og kaffe er steget markant, får mange danskere alligevel lidt mere luft i budgettet. Højere lønninger og stigende overførselsindkomster styrker faktisk økonomien for mange husstande – også selvom det måske ikke altid føles sådan i hverdagen. For tiden stiger indkomsterne nemlig mere end priserne generelt.

Så selvom fødevarepriser kan få inflationen til at virke højere, er det værd at huske på det større billede, når vi vurderer vores økonomi.

Forebyg inflationsbekymringer: Økonomens råd

  1. Opdater dine budgetter
    Måske skal der lidt mere på madkontoen hver måned, mens du til gengæld kan sætte mindre af til benzin eller elregningen?
  2. Drej på de store håndtag
    Vi har det med at optimere meget på de ting, vi køber ofte. Start i stedet med at se nærmere på de ting, der fylder mest i budgettet. Måske er der mærkbare beløb at spare på at omlægge lån eller forhandle prisen på dine forsikringer.
  3. Skab et overblik
    ”Jeg tror, at bekymringerne stiger mere, når vi mister overblikket over vores økonomi,” siger Louise Aggerstrøm Hansen. Skab et overblik ved at gennemgå jeres økonomi med en tættekam og se, hvor mange penge I tjener, og hvor mange I bruger. Måske er det ikke så slemt, som I tror.