1. Tal med dit barn om jeres økonomi
Børn, der taler med deres forældre om penge, bliver mere økonomisk ansvarlige*. Tal derfor med dit barn om penge. Vores pengevaner bliver grundlagt tidligt – allerede fra tre-årsalderen, så man kan sagtens starte tidligt og for eksempel tale om, at ting koster forskellige beløb, og at penge kun kan bruges en gang.
”Du kan for eksempel starte med at lege butikslege med de små. Men hverdagen er også fuld af situationer, hvor I kan tale om økonomi. Du kan tage dit barn med ud at handle og lade ungerne klare mindre indkøb selv, når de bliver store nok. Fortæl også om jeres egen økonomi, når I for eksempel lægger penge til side til julegaver eller sparer op til en ferie eller til udbetalingen på en bil eller et hus”, siger Anne Juel Jørgensen.
”Børn, der taler med deres forældre om penge, bliver mere økonomisk ansvarlige. Og det er vigtigere end nogensinde, fordi vores penge er blevet usynlige”
Anne Juel Jørgensen,
børne- og ungechef i Danske Bank
2. Lær børnene, at penge kun kan bruges en gang
Skal de månedlige lommepenge bruges på slik eller nye skins til Fortnite? For at kunne styre sin økonomi skal man kunne prioritere. Det handler i høj grad om at få en bevidsthed om, hvad man har brug for, og hvad der gør én glad, for man har aldrig et ubegrænset budget til rådighed.
”Dit barn skal lære, at pengene kun kan bruges én gang – og, at når pengene er brugt, så har man dem ikke længere. Det lærer barnet blandet andet ved at øve sig – og ved at fejle. Hvis lommepengene til feriekolonien er brugt på den første dag, er der ikke nogen til resten af ugen”, forklarer Anne Juel Jørgensen.
3. Lær børnene at spare op til det, de ønsker sig
At spare op er svært for dit barn at lære, for det kræver, at dit barn kan tænke langsigtet, og at det kan udsætte sine behov. Hvorfor sige nej til den is, jeg har lyst til lige nu? Evnen til at spare op er helt nødvendig for at have en sund økonomi. I pengeligningen indgår opsparing til både svære tider, drømme og alderdom. Kan du ikke finde ud af at spare op, får du før eller siden pengeproblemer.
”For børn er det en god øvelse at spare op til noget, de ønsker sig. Som forælder kan det være svært at sige til sit barn, at det må vente, hvis der er noget, det ønsker sig brændende lige nu. Men det kan være en god måde for barnet at lære noget essentielt om behovsudsættelse og værdien af ting”, fastslår Anne Juel Jørgensen.
4. Lad barnet tjene egne penge
Penge er ikke som nullermænd, der bare pludselig er der. Men den følelse kan dit barn godt få, hvis barnet aldrig rigtigt lærer, hvor de kommer fra.
Derfor kan det være en fin idé at lade dine børn arbejde lidt for lommepengene – eller opfordre dem til at få et fritidsjob, når de er fyldt 13 år, som er aldersgrænsen for, hvornår børn må få et arbejde. Det giver dem et mere konkret forhold til pengene, så de lærer at forholde sig kritisk til, om de f.eks. har brug for en ny telefon eller ej.
”Husk, at der skal være styr på løn, skat og især tidsforbrug. For det skal jo ikke gå ud over barnets uddannelse. Til gengæld er det en fin mulighed for at snuse til arbejdslivet, få nogle flere penge mellem hænderne og lære lidt mere om privatøkonomi”, siger Anne Juel Jørgensen.
5. Lær de unge at lægge et budget
At kunne lægge et budget er helt centralt, når det handler om at kunne overskue og administrere sin økonomi. Og når dit barn bliver lidt ældre og får styr på matematikken, er det en god idé sammen at lægge et simpelt budget med udgangspunkt i barnets lommepenge eller i større beløb, det har fået i gaver.
Hvor mange af pengene skal bruges på hverdagsforbrug? Skal nogle af pengene gemmes til ferien? Skal nogen spares op til noget særligt? Med et budget kan barnet holde øje med, hvad det bruger penge på, og lære at stoppe, når det afsatte beløb til for eksempel nye apps eller hårpynt er brugt.
Hent budgetskema som inspiration.
6. Tal med de store børn om investering
Når konfirmationsalderen melder sig, begynder flere og flere at interessere sig for investering. Hvis dit barn har fået et stort beløb i konfirmationsgave, kan det være en ide at tale om, hvad investering er - og risikoen ved det.
”Det er god læring til dit barn, som måske også danner sig en holdning til, hvordan penge skal investeres - for eksempel i grønne og bæredygtige virksomheder”, siger Anne Juel Jørgensen.
7. Hav styr på din egen økonomi
Forskningen viser, at pengevaner går i arv. For eksempel viser et dansk studie**, at der er større sandsynlighed for, at du misligholder dine lån, hvis dine egne forældre har haft svært ved at betale deres regninger til tiden.
”Dine børn lærer af, hvad du gør, og ikke hvad du siger. Derfor er det afgørende for dine børns økonomiske fremtid, at du selv er ansvarlig omkring din økonomi – og på den måde er en god rollemodel for dem”, siger Anne Juel Jørgensen.
*) Forskning af Dr. David Whitebread, Cambridge University 2014.
**) Gode pengevaner til næste generation af /KL.7 – en del af Implement Consulting Group.
DISCLAIMER: Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning. Vær altid opmærksom på, at historiske afkast ikke er en indikation af fremtidige afkast, som kan være negative. Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.