Billetsvindel: 5 gode råd

Svindel med falske billetter til udsolgte koncerter og arrangementer er aktuelt hele året rundt, men den absolutte højsæson falder sammen med sommermånedernes mange festivaler over hele landet.

”Der sker nogle gange noget med vores kritiske sans, når en festival eller lignende er udsolgt, og man kan blive lettere desperat efter en billet, men det er netop, når vi forsøger at købe billetter uden om de officielle kanaler, at vi skal være ekstra omhyggelige,” fortæller Niels Halse, der er chef for Danske Banks afdeling for svindelbekæmpelse.

Her deler han 5 gode råd til at undgå svindel med falske billetter:

  1. Køb så vidt muligt dine billetter via de officielle salgskanaler.
  2. Lav et simpelt baggrundstjek af vedkommende, hvis du køber du billet af en privatperson: Bruger de samme navn og billede på platforme som fx sociale medier, MobilePay og Den Blå Avis?
  3. Sig nej tak, hvis sælgeren beder dig overføre pengene til en ven eller et familiemedlem i stedet for direkte til sælgeren selv via fx MobilePay.
  4. Drop offentlige opslag i store grupper eller lignende på sociale medier, hvor du fortæller, at du er på jagt efter billetter. Svindlerne holder øje med den slags opslag.
  5. Tjek sælgerens profil på Facebook, hvis det er herigennem, kontakten opstår. Faresignaler for en falsk profil er fx, hvis vedkommende har meget få venner eller mangler et profilbillede, eller hvis profilen først er oprettet for nylig.

Se eller gense vores webinar om digital svindel

Få mere viden om svindel og flere gode råd på vores TÆT PÅ-webinar fra den 19. november 2024, hvor Ulla Malling og Niels Halse var gæster i studiet.

Se webinaret nu

Falske investeringer, der lover højt afkast

Investeringssvindleres mission er at lokke penge ud af dig under påskud af at investere dem for dig mod en ofte beskeden betaling. Du bliver typisk lovet et ”garanteret afkast” gennem lukrative investeringer med lav risiko i fx aktier, obligationer, kryptovalutaer eller lignende.

Svindlerne bruger både telefon, e-mail, sms eller sociale medier til at kontakte deres mål. Måske har du også set eksempler på falske kampagner på sociale medier, der ofte gør brug af kendte personer (uden deres samtykke), falske selskaber eller falske hjemmesider, der ser ud til at være ægte.

Her er 4 råd til at undgå at blive offer for investeringssvindel:

  1. Reager aldrig på uopfordrede telefonopkald om investeringsmuligheder.
  2. Vær kritisk over for tilbud, der lover dig sikre investeringer og garanterede afkast. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det oftest også tilfældet.
  3. Giv ikke efter for pres i forbindelse med investeringsmuligheden. Hvis noget ifølge ”rådgiveren” skal gå hurtigt, er det højst sandsynligt fup.
  4. Overlad aldrig kontrollen over din computer eller mobil til andre. Sig nej tak og læg på, hvis en rådgiver vil ”hjælpe dig” ved at få dig til at downloade et program eller en app.

Test din viden: Prøv vores quiz om investeringssvindel

Kontakt os, hvis du har mistanke om svindel

Ring til os på 70 123 456, hvis du mistænker, at du er blevet udsat for svindel. Telefonen er åben døgnet rundt. Du kan også indberette falske e-mails og sms’er ved at skrive til falskemails@danskebank.dk.

Det giver os bedre forudsætninger for at forsøge at få de tabte penge tilbage – og bedre muligheder for at stoppe tilsvarende svindelforsøg i fremtiden.
Bliv klogere på flere svindelformer og se alle vores gode råd til at beskytte dig mod økonomisk kriminalitet – besøg vores Be Safe-side.