Det havde været endnu en travl dag på jobbet, da Niels Halse skulle købe en gave til et familiemedlem. Han havde fået en ønskeliste med links, og derfor var det nemt at følge et link og bestille den gave, der lå klar på hjemmesiden - og ville falde lige i fødselarens smag.

Desværre endte han med at handle på en falsk hjemmeside udviklet af svindlere. Men var det ikke noget, han burde have opdaget, når hans titel nu engang er chef for svindelbekæmpelse i Danske Bank? Ikke nødvendigvis. Der er nemlig ingen, der er immune over for svindel, pointerer han.

”Mit køb blev med det samme blokeret af bankens avancerede systemer, fordi de genkendte hjemmesiden som en svindelside. Så jeg var selvfølgelig glad for ikke at miste mine penge, men samtidig blev jeg også rasende! Allermest på mig selv, fordi jeg ikke havde orienteret mig godt nok på hjemmesiden og set alle de faresignaler, der reelt var til stede: Stavefejl, dårligt dansk, manglende kontaktoplysninger og mærkeligt skæve priser. Tænk, at jeg af alle mennesker kunne falde i!”, reflekterer Niels Halse.

Folk i alle aldre og indkomstgrupper falder i

Da Niels Halse havde fået pulsen ned igen, indså han, hvor bekræftende hele hændelsen reelt var. For en af de væsentligste pointer i hans daglige arbejde med at bremse økonomisk svindel er, at alle kan blive svindlet. Det er nemlig folk i alle aldre, indkomstgrupper og uddannelsesniveauer, der kommer til at handle på sider, hvor varen aldrig dukker op, eller hvor kortoplysninger bliver stjålet.

 ”Mit bedste råd til alle er lige at stoppe op og tjekke hjemmesiden, når man handler på nettet. Det kan spare en for mange ærgrelser senere.”

Niels Halse, chef for svindelbekæmpelse

Niels Halse, chef for svindelbekæmpelse

Banken spotter ofte svindlerne og bremser betalinger

Niels Halse var altså heldig, at banken allerede havde hjemmesiden på sin radar. Og det er netop medarbejderne i hans afdeling, der hver dag ser på analyser af svindelsager og formidler viden om de seneste metoder og risici. En af dem er senior svindel-analytiker Frank Thordarson:

”Vi bruger bankens mange transaktioner og de sager, der er om svindel, til at finde ud af, hvilke hjemmesider vi skal spærre betalingerne til. Derfor vil vi også rigtig gerne have, at alle kunder, der bliver svindlet, kontakter os, så vi kan bremse snyderiet. For det er ikke alle, vi selv finder. Og der findes tonsvis af forretninger, der sælger varer, man aldrig modtager. Med kunstig intelligens bliver de bedre og bedre til at skrive korrekt dansk på siderne, så det gør det også sværere og sværere at spotte faresignalerne”, forklarer Frank Thordarson.

Husk, når du handler på nettet og vil sikre dig et godt tilbud

  • Lav på forhånd en liste over de ting, du vil købe – og find dem i god tid på kendte og sikre hjemmesider. Så kan du også lige tjekke, hvad normalprisen er, så du ikke bliver snydt på prisen.
  • Lyt til din mavefornemmelse. Hvis tilbuddet ser ud til at være for godt til at være sandt – så er det nok svindel.
  • Stop op - lad dig ikke stresse, selv om de skriver, at varen snart er udsolgt.
  • Tjek, om hjemmesiden har nogle af følgende faresignaler:
  • En blanding af mange forskellige varer – f.eks. modetøj, fiskestænger og elektronik i samme butik
  • Dårligt sprog, stavefejl og uprofessionelle billeder
  • Mærkeligt skæve priser – sikkert pga. omregning fra andre valutaer
  • Manglende kontaktoplysninger – en formular til kontakt er ikke nok. Prøv at ringe eller skrive til dem, hvis der er kontaktoplysninger – ofte virker telefonnummeret for eksempel ikke.
  • Ingen oplysninger om returret og fysisk adresse til returnering
  • Manglende e-mærke, som er en dansk garantiordning for online-butikker

Tjek hjemmesider i apps og på Trustpilot

Man kan også tjekke en hjemmeside i Trustpilot eller ved at lægge den ind i tjekpånettet.dk, som kan fortælle, om der har været svindel i forbindelse med siden. I Forbrugerrådet Tænks app ’Selvforsvar’ kan du også læse om, hvilke former for svindel, der kører lige nu.

Hvad gør du, hvis du er blevet svindlet i en nethandel?

Frank Thordarsons bedste råd, hvis du er blevet svindlet:

  1. Hvis en betaling er blevet afvist, kan du som kunde altid kontakte banken. Så er det muligvis fordi, en af bankens alarmer er gået – måske fordi, vi ved, at en anden kunde er blevet svindlet på hjemmesiden.
  2. Spær dit kort i mobilbanken.
  3. Tag fat i forretningen og bed dem om at annullere købet eller sende pengene retur.
  4. Svarer forretningen ikke, så lav en indsigelse ved at skrive til os i netbank.

Kunstig intelligens gør svindlerne skræmmende troværdige

Når teknologien udvikler sig, gør svindlernes metoder det også. Og med udbredelsen af kunstig intelligens er der virkelig fart på feltet for tiden.

 ”Svindlerne har nemt ved at samle små bidder af information om folk i store databaser, og kunstig intelligens giver dem flere muligheder for at bruge den viden aktivt. Til gengæld bruger vi også kunstig intelligens til at opdage svindlerne, fordi vi hurtigere kan finde anormaliteter i store datamængder.”

Frank Thordarson, senior svindel-analytiker

Frank Thordarson, senior svindel-analytiker