Fordele ved en aldersopsparing til børn
Den helt store fordel ved at oprette en pensionsopsparing til børn er, at der er meget lang tid til børn skal pensioneres. Det gør det muligt at give børnene fuld valuta for renters rente-effekten, hvor det ikke kun er de penge, der skydes ind, der kan give afkast – afkastet kan også skabe mere og mere afkast, og det vil gå hurtigere og hurtigere desto længere tid der går.
Så opretter du en aldersopsparing til et barn, får barnet altså en pensionsopsparing at bygge videre på, som kan vokse sig markant større – især hvis barnet fortsætter indbetalingerne gennem livet.
Den lave skat på afkast på 15,3 % på en aldersopsparing er også en stor fordel.
Skatten er enkelt indrettet, fordi den automatisk trækkes direkte fra opsparingen hvert år (lagerbeskatning). Så skal hverken du eller barnet gøre noget selv, og det er nemt at følge med i, hvor meget der reelt er sparet op. Vælger du at investere selv, skal du sørge for, at der er penge til at betale skatten.
En anden fordel er, at pengene bliver i familien, hvis der er nogen tilbage den dag, barnet dør. En aldersopsparing går i arv til nærmeste familie eller personer, der er angivet som begunstigede.
Ulemper ved en aldersopsparing til børn
Det kan være en ulempe, at aldersopsparingen er lagerbeskattet, så der skal betales skat hvert år. At der trækkes penge ud af en investering, har betydning for renters rente-effekten, fordi det giver færre penge til at skabe afkast.
Det opvejes dog af den lave skat og den meget lange tidshorisont, der giver pengene gode vækstmuligheder.
For nogle er det en ulempe, at pengene er bundet til pensionsalderen – andre ser det som en fordel.
Husk: Der er ingen garanti for gevinst, når man investerer – der kan være perioder med udsving, og afkastet kan også blive negativt.
Book et møde



