Af Las Olsen

Dette indlæg stammer oprindeligt fra Politiken, 25. januar 2016

Man skal passe meget på med at opfatte friværdi i boligen som penge, man har tjent, og som man kan gå ud at bruge. Hvis man bliver boende i boligen, så har man ikke rent faktisk fået nogen penge – man har fået en mulighed  at tage store og billige lån.

Alligevel kan især pensionister godt udnytte friværdien til at få flere penge at bruge. Hvis man bliver boende i boligen, kan man gradvist øge gælden mere og mere, og på den måde få et løbende tilskud til forbrug. Det er det, der også kaldes at spise murstenene. Konsekvensen bliver, at der er mindre tilbage til arvingerne, men man kan jo også spørge, om det kun er arvingerne, der skal have glæde af, at éns bolig er steget i værdi.

Mursten er ikke altid den bedste spise
Murstensspisning  kan dog give nogle problemer i praksis. Det er jo et lån, man tager, og der løber renter på. Det er meget svært at forudse, hvad man kan tillade sig at øge gælden med hver måned, når man ikke ved, hvordan boligpriserne vil udvikle sig i fremtiden, og heller ikke, hvor længe man kommer til at leve. I praksis skal man som pensionist  ikke regne med at kunne låne hele boligens værdi, men nærmere 60 procent af den, så der er plads til det uforudsete.

Og så er der det med ejendomsskatten, altså grundskylden. Værdistigningen på ejendommen vil sandsynligvis betyde højere grundskyld over en årrække fremover, og det kan godt blive til et meget betydeligt beløb. Det er desværre meget svært at forudse for tiden, fordi vi ikke kender den nye metode til ejendomsvurdering, der snart skal tages i brug. Derfor bør især yngre boligejere passe meget på, før de begynder på at spise mursten.

Sælg og lej i stedet, måske?
Både yngre og ældre, der gerne vil omsætte friværdi i forbrug, kan gøre det, at de simpelt hen sælger boligen. Så er friværdien jo pludselig rigtige penge i banken. En stor ulempe er selvfølgelig, at man så skal betale husleje et andet sted. Folk med store friværdier bor især omkring København og andre steder, hvor huslejerne også er høje. Men en friværdi på for eksempel to millioner kroner rækker dog  til at dække en husleje på 10.000 kroner om måneden i cirka tyve år, når man tager højde for, at man sparer en del skatter ved ikke at bo i ejerboligen.

Placer pengene klogt
Det er jo desværre ikke meget rente, man kan få for tiden ved at have penge stående. Man kan investere i aktier og lignende og få noget mere ud af det, men så følger der risiko med. Det er helt klart en smagssag om man kan acceptere det. Personligt ville jeg nok vælge at investere en mindre del af pengene i aktier, hvis jeg var i starten af mit pensionistliv. Af resten ville jeg sætte en god del i obligationer.

En endnu bedre løsning kan være at placere pengene i en pensionsordning, der giver et fast livsvarigt afkast. På den måde ved man præcis, hvad man har at bruge hver måned resten af livet, og undgår at løbe tør for penge, selv om man skulle være så heldig at leve længe. Ulempen er, at hvis man nu ikke lever længe, så kunne man selv eller arvingerne have fået mere ud af det, hvis man selv havde alle pengene stående.

Hvad enten man vil udnytte sin friværdi ved at spise mursten eller ved at flytte er det meget vigtigt at have en realistisk og gennemregnet plan inden. Det skal tænkes sammen med, hvad man har af pensionsordninger, og hvordan det påvirker skatten og de offentlige ydelser. Det er ikke helt enkelt – men det er vigtigt at gøre det rigtigt, så man hverken lever over evne eller har det dårligere, end man behøvede.