Kort fortalt

  • Sænkes renten af de rette årsager, kan det være positivt for aktierne.
  • Onsdagens rentenedsættelse i USA er efter vores vurdering et godt tegn.
  • Rentenedsættelsen kan give en særlig kategori af aktier ekstra medvind.

VORES RÅD her på Investeringsnyt er for dig, som vil investere selv med sparring fra os. Har du investeret i fx Danske Porteføljepleje, optimerer vores specialister løbende dine investeringer.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

Efter mange måneders spekulationer og forhåbninger sænkede den amerikanske centralbank, Fed, endelig renten onsdag – med 0,25 pct. Historisk set har rentenedsættelser været positive for aktier, så længe det ikke sker i forbindelse med en recession.

Det er med andre ord altafgørende for aktiemarkedet, hvorfor Fed  sænker renten. Ser vi på rentenedsættelser de seneste 35 år, var der i 1990, 2001-2002 og 2007-2008 recession i amerikansk økonomi, og det var den primære årsag til rentenedsættelserne. Det gav et negativt afkast fra aktier.

Rentenedsættelserne i andre perioder har hovedsageligt været mindre justeringer og medførte et positivt afkast fra aktier. 

Et positivt scenarie

Det aktuelle positive scenarie er, at Fed sænker renten, fordi de har fået bedre styr på inflationen – og ikke fordi der er en recession. 

Vores hovedscenarie er altså en blød landing for amerikansk økonomi og gradvise rentenedsættelser fra Fed, hvilket vi forventer vil gavne amerikanske aktier. Derfor anbefaler vi også i øjeblikket investorer at øge deres investeringer i amerikanske aktier – det kan du læse mere om her.

Historisk markedsreaktion

Tabellen viser kursudviklingen for globale aktier (MSCI AC World) de seneste 9 gange, Fed er begyndt at sænke renten, opgjort for de første 125 handelsdage efter første rentenedsættelse (omtrent et halvt år).

  Ingen recession
  Året før en recession
  Recession

Årsag til 
rentenedsættelse
Afkast
(125 dage)
  Valutakrise (1998)23,2%
  Øget ledighed (1995)12,3%
  Midt-cyklus* (2019)10,4%
  Coronakrisen (2020)  9,6%
  IT-boblen (2002)  -3,9%
  IT-boblen (2001) -8,3%
  Finanskrisen (2007) -14,5%
  Finanskrisen (2008)-16,3%
  Golfkrigen (1990) -18,4%

Kilde: Macrobond og Danske Bank. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt.
*En midt-cyklus justering er en moderat og midlertidig rentenedsættelse for at holde økonomien på sporet, snarere end at reagere på en stor økonomisk krise.

Kan få ekstra medvind

Blandt de aktivklasser, der kan få størst gavn af lavere renter, er amerikanske small cap-aktier – altså mindre selskaber målt på markedsværdi. De har været udfordret de seneste år, da de mindre amerikanske selskaber typisk har en højere gældsandel og ofte med variabel rente, hvilket har gjort dem særligt sårbare over for det høje renteniveau.

Lavere renter vil derfor særligt gavne amerikanske small cap-aktier, som samtidig er billigt værdiansat i forhold til de store amerikanske selskaber målt på P/E – dvs. den pris, du som investor betaler pr. dollar indtjening i selskaberne.

Da amerikanske small cap-aktier generelt har en større andel af deres omsætning i USA, bør de også få ekstra fordel af andre tiltag, der styrker den amerikanske økonomi, som fx skattelettelser og deregulering fra ’The One Big Beautiful Bill’. 

Her kan du investere

Vil du investere med særligt fokus på mindre amerikanske selskaber, er fonden JPMorgan Funds - US Smaller Companies Fund A (dist) – USD et godt valg. Porteføljen består af aktier i omkring 90 små og mellemstore amerikanske selskaber og har særligt fokus på kvalitetsselskaber med dygtige ledelser og den rette prissætning. Fonden giver god eksponering mod indenlandsk forbrug i USA.

Vær opmærksom på, at small cap-aktier generelt har en højere risiko end større selskaber og alene bør udgøre en mindre andel af dine samlede investeringer i amerikanske aktier. Small cap-aktier svinger ofte mere i kurs, og hvis den økonomiske situation i USA pludselig forværres, kan det være ekstra negativt for small cap.



Få vores nyhedsbrev om investering

Jeg vil ikke gå glip af noget

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet og dokumentet med central information, som du kan finde på www.jpmorgan.com.