Chefanalytiker Louise Aggerstrøm Hansen har nemlig kigget på tal fra Numbeo* og undersøgt de europæiske priser på øl, kaffe og restaurantbesøg. Og der kan være stor forskel på, hvad du skal budgettere med afhængigt af, hvor sommerferien går hen.
Øl: Tjekkiet er billigst
Det er kun i Norge og Island, at fadøl er dyrere end de gennemsnitligt 55 kroner, som du betaler for en kold fadøl herhjemme. Du kan derimod komme lidt længere på literen, hvis du tager til Tjekkiet, hvor en halv liter kan fås til omkring 15 kroner. Spanien og Portugal er også blandt de billigste øl-nationer med priser på henholdsvis 22 og 19 kroner for en halv liter.

Kaffe: Danmark er dyrest
Der er skrevet meget om kaffeprisernes himmelflugt herhjemme på det seneste, og den er da også god nok. For ligegyldigt hvor du rejser hen i Europa, vil kaffen være billigere end herhjemme.
I Danmark skal du i gennemsnit give 41 kroner for en cappuccino, mens den i sit hjemland Italien blot koster 13 kroner. Og ligesom med ølpriserne er Spanien og Portugal også godt med, hvor cappuccinoerne koster henholdsvis 15 og 14 kroner. Kroatien er også blandt de billigste lande med 16 kroner.

Restaurantbesøg: Store potentielle besparelser
Ferier inkluderer som regel en del restaurantbesøg, og her kan det bestemt være værd at kigge på priserne. De billigste destinationer for en tre-retters-menu er:
- Tyrkiet (258 kroner)
- Tjekkiet (299 kroner)
- Polen (317 kroner)
- Portugal (336 kroner)
I den anden ende af skalaen finder vi:
- Island: 921 kroner
- Schweiz: 874 kroner
- Danmark: 700 kroner
- Norge: 643 kroner
Danmark er generelt dyrest
Har du læst hele artiklen indtil videre, har du nok bemærket mønsteret: Danmark er generelt dyrere end mange af vores europæiske naboer. Ifølge tal fra Eurostat** var de gennemsnitlige priser på forbrugsvarer da også 43 % højere i Danmark end EU-gennemsnittet i 2024.
Vil man vide hvorfor, skal man blot spørge Louise Aggerstrøm Hansen:
”Det hænger først og fremmest sammen med, at Danmark er et af de rigeste lande i Europa. Og jo rigere et land er, desto højere vil priserne generelt være. Danske restauranter har for eksempel højere udgifter end i andre lande, når der skal betales alt fra husleje til løn til personale. Dertil kommer, at vi har højere moms på varer og tjenester end i mange andre lande, og endelig er købekraften høj blandt danskerne, så virksomhederne generelt kan kræve højere priser uden at skræmme kunderne væk,” forklarer hun.
Ifølge 2024-tallene fra Eurostat er prisniveauet i Danmark det tredjehøjeste i Europa – kun overgået af Schweiz og Island, der er henholdsvis 74 og 61 % højere end gennemsnittet.
I den anden ende af skalaen finder vi lande som Bulgarien, Rumænien, Nordmakedonien, Tyrkiet og Montenegro. Her ligger forbrugerpriserne mere end 30 % under EU-gennemsnittet. Så det kan måske være en ide til sommerferien – om ikke andet så til næste år.

Tallene i artiklen er fra data hos Numbeo og Eurostat.
*Besøg Numbeo her.
**Se sammenligningen af de europæiske forbrugerpriser på Eurostat her.
Få tips og hjælp til både ferie og hverdag
Tjek dine pinkoder, spær dit kort, se valutakurser - og meget andet. På vores Find hjælp-side kan du få masser af hjælp, tips og vejledninger til mobilbank, netbank og andre selvbetjeningsmuligheder.