”Nogle købere kommer meget tidligt i processen og er endnu usikre på, hvilken type bolig de skal gå efter. Andre kommer i sidste sekund med købsaftalen i hånden for at sikre sig, at alt er, som det skal være,” fortæller Rie Jakobsen, som er ejendomsmægler, jurist og partner i homes køberrådgivningsafdeling på Vesterbro i København.
Hun har tidligere arbejdet som advokatfuldmægtig på et advokatkontor, men for et par år siden besluttede hun sig for at blive køberrådgiver i stedet:
”Jeg ville gerne have en tættere kontakt med køberne og give en mere helhedsorienteret rådgivning. Nu mødes jeg altid med køberne ansigt til ansigt og er ofte med i hele købsprocessen,” siger hun.
Boligkøb sætter gang i følelserne
Rie Jakobsen oplever ofte, at hun kommer overraskende tæt på køberne undervejs i processen.
”Et boligkøb er en meget følelsesfuld proces. Det er ikke hver dag, at vi træffer så store og vidtrækkende beslutninger. Så der er meget på spil for den enkelte køber og ofte sidder følelserne også lidt uden på tøjet,” siger hun.
Derfor værdsætter hun, at hun som køberrådgiver har tid til at spørge ind til købernes samlede situation for at sikre sig, at der er styr på alle aspekter af boligkøbet.
”De, der kommer tidligt i processen, kan jeg rådgive om, hvordan de afsøger boligmarkedet, forhandler pris og hvad de skal være opmærksomme på ved boligerne. Og når de finder noget spændende, kan de sende mig salgsopstillingen – så kan jeg hurtigt sige, om det ser fornuftigt ud,” fortæller Rie Jakobsen.
Styr på pris og købsaftale
Når den rette bolig er fundet, er det prisen og købsaftalen, som kommer i fokus.
”Mange købere foretrækker, at jeg står for prisforhandlingen. Men nogle har et kræmmer-gen og vil hellere klare det selv. Og så kan de få nogle staldtips med på vejen – også i forhold til, hvis der er flere købere, som byder. Det ser vi jo en hel del i de store byer for tiden,” siger Rie Jakobsen.
Og selve købsaftalen er et kapitel helt for sig selv:
”Der tager vi som regel et længere møde, hvor vi gennemgår aftalen trin for trin. Jeg vil gerne være helt sikker på, at køberne forstår det hele. Og jeg skriver altid et referat fra mødet, som de kan vende tilbage til senere. Og opstår der spørgsmål, kan de bare ringe. Der går jo tit flere måneder fra købet til indflytningen, og så kan man nemt have glemt nogle vigtige detaljer,” påpeger Rie Jakobsen.
Rådgivning om hele din situation
”Når jeg rådgiver, stiller jeg mange spørgsmål. Jeg vil f.eks. altid spørge til, om et par er gift og har børn, hvis de skal købe bolig sammen. Det gør jeg, fordi det er rigtig vigtigt, at man får lavet et testamente eller en samejekontrakt, hvis man ikke er gift, eller den ene part kommer med en større egenbetaling end den anden. Ellers kan det give nogle frygtelige problemer senere, hvis den ene part dør, eller de går fra hinanden,” fortæller Rie Jakobsen, der også har prøvet helt at fraråde købere at investere i en ny bolig.
”Engang kom der en kvinde, som skulle have gennemgået en købsaftale på et hus, som hun havde skrevet under på. Men undervejs kunne jeg mærke, at hun var helt ved siden af sig selv. Så jeg spurgte, om hun egentlig var klar til den handel – og så brød hun grædende sammen," fortæller hun.
Det viste sig, at kvinden var sygemeldt med alvorlig stress – og Rie Jakobsens opgave blev derfor i stedet at redde hende ud af handlen. Og det lykkedes heldigvis.
Rabat på home køberrådgivning
Når du er kunde i Danske Bank, kan du spare 1000 kr.
på køberrådgivning hos home.
Bestil dit værdibevis
Læs om køberrådgivning på home.dk
Tjek altid din køberrådgiver
Rie Jakobsen har dog også en advarsel til boligkøbere, som gerne vil gøre brug af en køberrådgiver. I modsætning til ejendomsmægler og boligadvokat er det nemlig ikke en beskyttet titel.
”I de sidste år er der kommet en del køberrådgivere ud på markedet, som ikke har de nødvendige faglige kompetencer og ikke er forsikret, hvis noget går galt i forbindelse med en handel. Derfor skal du altid tjekke, at din rådgiver enten er certificeret ejendomsmægler eller boligadvokat. Så ved du også, at rådgiveren har de rette forsikringer,” understreger Rie Jakobsen.
Hvad kan en køberrådgiver hjælpe med?
- At finde boliger, der passer til dine ønsker.
- At forhandle prisen med sælger.
- At finde de rigtige rådgivere som f.eks. en byggesagkyndig eller arkitekt.
- At guide dig sikkert gennem det juridiske papirarbejde.
Læs mere om køberrådgivning på home.dk
Anbefaling: Husk juridisk rådgivning
Danske Bank anbefaler, at du altid får professionel juridisk rådgivning hos en boligadvokat eller en køberrådgiver, når du køber bolig.
Dit valg afhænger af dine behov, men tjek altid, at din rådgiver er certificeret hos enten Dansk Ejendomsmæglerforening eller Danske BOLIGadvokater.