Kort fortalt

  • Den næsten nyvalgte japanske premierminister har udskrevet lynvalg.
  • Hendes politiske planer har sendt renterne markant i vejret. 
  • Japans enorme gæld kan nå nye højder – risikerer vi et "Liz Truss-øjeblik"?
  • Udviklingen kan også få betydning for danske investorer og boligejere.

TILMELD DIG vores nyhedsbrev om investering her 

Hvad sker der i Japan?  

”Premierminister Sanae Takaichi fra Liberal Democratic Party (LDP) har uventet udskrevet valg til underhuset, blot tre måneder efter hun tiltrådte, og japanerne skal allerede til valg den 8. februar. Takaichi søger bredere opbakning til hendes planer om at øge de offentlige udgifter til blandt andet forsvaret og give skattelettelser – fx i form af to år uden moms på fødevarer. Men selv hvis LDP ikke vinder valget, forventes der skattelettelser. Både regeringen og oppositionen ønsker dem – de er dog uenige om omfanget,” fortæller Emil Hove Grønager. 

Hvordan har de finansielle markeder reageret – og hvorfor? 

”De japanske renter steg voldsomt. Faktisk så vi den 20. januar den største daglige rentestigning siden 2000, hvilket var ensbetydende med betydelige kursfald på japanske statsobligationer. Hvis ikke Donald Trump støjede så meget, ville alle tale om Japan. 

Hvis LDP skal indfri sine valgløfter, vil det øge den enorme offentlige gæld i Japan, der allerede er på over 220 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Udsigten til endnu højere – og fortsat stigende – gæld gør investorerne nervøse, hvilket får dem til at forlange en højere rente. De japanske aktier faldt også over 1 pct. på udskrivelsen af valget.” 

Japansk rentehop

Udviklingen i 30-årige statsobligationer i Japan og Tyskland hidtil i år.


Kilde: Macrobond pr. 30.01.2026.

Risikerer vi et nyt ”Liz Truss-øjeblik” som i Storbritannien i 2022? 

”Det er helt korrekt, at der er nogle ligheder. Som ny premierminister ville Liz Truss også øge gælden for at gennemføre enorme skattelettelser, men udløste markedspanik og måtte gå af efter 45 dage. Men heldigvis er der også store forskelle. En af de mest væsentlige er, at over 90 pct. af de japanske statsobligationer er ejet af indenlandske investorer som fx Bank of Japan, banker og pensionsfonde, der typisk har en lang investeringshorisont. 

Til sammenligning er en markant større andel af britiske statsobligationer ejet af udenlandske investorer, der ikke har samme tilknytning til det land, de investerer i, og derudover har en valutarisiko. De er derfor ofte hurtigere til at reagere og sælge ud i tilfælde af økonomisk eller politisk uro og omdirigere deres kapital til andre mere stabile markeder.” 

Hvorfor er udviklingen i Japan vigtigt for danske investorer? 

”Set i globalt perspektiv kan højere japanske renter presse markedsrenterne op, hvilket er ensbetydende med kurstab på obligationer.

Det gælder også danske realkreditobligationer. Japanske investorer har ofte haft store beholdninger af danske realkreditobligationer, der i lange perioder har lokket med højere renter – men når renterne stiger i Japan, bliver danske obligationer jo mindre attraktive. Og hvis japanske investorer sælger ud af deres danske obligationer eller stopper med at købe dem, presser det obligationskurserne i Danmark ned og renterne op.” 

Hvordan kan udviklingen påvirke aktiemarkederne? 

”På grund af meget lave renter i Japan har globale investorer længe lånt billigt i yen for at købe fx aktier og obligationer andre steder – også betegnet carry trades. Men når renterne i Japan stiger, bliver den strategi mindre attraktiv, hvilket kan få konsekvenser for de globale aktiemarkeder.

Vi har dog ikke set det samme chok fra rentestigningerne i Japan, som man så i sommeren 2024, hvor globale aktier faldt markant. Dengang blev investorerne taget på sengen, da den japanske centralbank hævede renten for første gang i mere end et årti. I dag er investorerne mere forberedte, og carry trade-aktiviteten er efter alt at dømme væsentlig mindre.” 

Hvis du vil investere i japanske aktier

Du kan blandt andet investere i japanske aktier via fonden Danske Invest Japan*, der investerer i en bred portefølje af japanske selskaber, udvalgt af et lokalt team af dygtige porteføljeforvaltere. 

Meget mere om investering?


Top 10-lister, inspiration, indsigter, guides og gode råd.

Få meget mere om investering lige her

Foto i toppen: Kim Kyung-Hoon/Reuters/Ritzau Scanpix.

*Det fulde fondsnavn er Investeringsforeningen Danske Invest Japan, klasse DKK d.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vær opmærksom på, at historisk afkast ikke er en garanti for fremtidigt afkast, som kan være negativt. Ved investering i fonde anbefales det, at du læser prospektet, dokumentet med central information samt et sammendrag af investorrettigheder på dansk, som du kan finde på danskeinvest.dk.