Model 1: Fællesskabsmodellen
Den første model kan betegnes som fællesskabsmodellen. Den indebærer, at der ikke er sammenhæng mellem, hvad barnet får i lommepenge, og hvad det skal bidrage med i form af huslige pligter. På den måde bruges lommepenge udelukkende som et pædagogisk redskab til at lære barnet at prioritere og spare op, mens pligter er en naturlig del af dagligdagen. Fordelene ved at bruge fællesskabsmodellen er, at barnet får en forståelse for, at alle husstandens medlemmer har en samlet, fælles opgave, der skal løses uden afregning.

Som et supplement til fællesskabsmodellen kan man give ekstra lommepenge, hvis ens barn er i gang med at spare op til en større ting og derfor ønsker at påtage sig øvrige pligter som f.eks. at slå græsset eller vaske bilen. Omvendt kan man også trække barnet i lommepenge, hvis det ikke udfører sine pligter som aftalt og er blevet gjort opmærksom på det to gange. Det skal forstås på den måde, at barnet f.eks. ”betaler” fem kroner af sine lommepenge hver gang, det er mor eller far, der må tage barnets tjans og gå ud med skraldet. Anvender man denne tilgang, bør barnet dog ikke få mindre end halvdelen af det aftalte lommepengebeløb udbetalt, da den sidste halvdel er ”bistand”, så barnet stadig har mulighed for at øve sin møntfornemmelse.

Model 2: Lommepenge omfatter pligter
I den anden lommepengemodel inkluderer lommepenge pligter. Det betyder, at barnet inden for nogle faste intervaller har en række kendte opgaver, der skal løses – og til gengæld får et fast beløb udbetalt. Hvis man yderligere får barnet til at hjælpe med andre, ikke fastlagte opgaver, kan det udløse ekstra lommepenge. 

Fordelene ved denne model er, at barnet bliver bevidst om, at alle i husstanden har opgaver, der skal løses – og at dét at have penge til rådighed forudsætter, at man først yder et stykke arbejde. Til gengæld er ulempen, at barnet kan få den opfattelse, at alt hvad han eller hun foretager sig i hjemmet skal udløse en eller anden form for belønning. 

Model 3: Akkordmodellen
Akkordmodellen er den tredje lommepengemodel, som indebærer, at barnet får penge for hver eneste opgave, han eller hun udfører. Der kan både være tale om et kendt beløb for en kendt type opgave eller et beløb, der aftales fra opgave til opgave. Familier der benytter Akkordmodellen har ofte et lommepenge-skema hængende på køleskabet, hvor barnet kan se, hvor mange lommepenge, det f.eks. udløser at tømme opvaskemaskinen eller gå ud med skraldet. 

Fordelene ved Akkordmodellen er, at den giver barnet en god forståelse for sammenhængen mellem mængden af arbejde og størrelsen på udbetalingen. Ulempen er, at barnet kan tilegne sig en ”hvad får jeg for det”-mentalitet, hvor det skal have penge for overhovedet at deltage i fællesskabet.  

Model 4: Det rene tilskud
Den fjerde lommepengemodel kan betegnes som ”Det rene tilskud”. Det skal forstås på den måde, at barnet i intervaller får et fast beløb uden at skulle yde noget til gengæld. Fordelene herved er, at barnet får mulighed for at fokusere på andre ting, som forældrene vurderer er vigtigere. Det kan f.eks. være skolen eller samvær med andre. 

Ulempen ved ”Det rene tilskud” er, at lommepengene gives til barnet uden den tilsvarende indlæring af, at man skal yde for at nyde, hvilket kan vænne barnet til, at penge kommer af sig selv. På den måde er der en risiko for, at barnet ikke får oparbejdet en forståelse for, at man er nødt til at arbejde for sine penge.

Model 5: Økonomisk selvstyre
Den femte lommepengemodel er mest henvendt til ældre børn og bygger på, at man giver et fastsat lommepengebeløb hver måned. Beløbet skal således dække alle barnets udgifter til fest og sjov, mobil og tøj (eller hvad man ellers bliver enige om), og barnet skal selv administrere pengene. 
Fordelene ved økonomisk selvstyre er, at barnet lærer at administrere sine penge og får et førstehåndskendskab til nødvendigheden af at kunne prioritere og udsætte behov. Hertil er det vigtigt, at barnet lærer, at det ikke nytter bare at ønske og ønske. Modellen kræver en stor grad af ansvarsfølelse hos barnet og anbefales derfor først fra 14-15 års alderen.