Fra udsigtsplatformen på 16. etage kan gæster i klart vejr se langt udover Sønderborg Bugt og Flensborg Fjord. Hotel Alsik troner over grænselandet med sin mørke aluminiumsbeklædning og store vinduespartier, der reflekterer havet og himlens farver. I december er farven oftest gråblå.

Men Hotel Alsik er i virkeligheden grønt året rundt. Hotellet, der er et af Danmarks største med 190 værelser, tre restauranter og spa i fire etager, åbnede i maj 2019. Hotellet er 76 pct. CO2-neutralt i driftstilstand, og målet med at nå de 100 pct. kan skimtes. Projektet er udviklet med bæredygtighed som det helt centrale omdrejningspunkt – og en forståelse af bæredygtighed i den bredeste forstand.

Miljøbeskyttelse, social balance og økonomisk bæredygtighed har været rettesnore i en strategi, der har ført til, at alt fra facadebeklædning, køleanlæg i kælderen, rumopvarmning til brug af lokale aktører, samspil med byen og finansiering af hotellet med lån fra Danske Bank og Realkredit Danmark er tænkt bæredygtigt.

Bitten og Mads Clausens Fond, i folkemunde Danfoss-fonden, og PFA er bygherrer på projektet, der tog sin begyndelse i 2014 med en grøn business case.
Vi lavede en business case med bæredygtighed for øje. Per Have, direktør i Bitten og Mads Clausens Fond
”Vi lavede en business case med bæredygtighed for øje. Vi ville ikke bare bygge et fyrtårn, vi kunne fremvise som inspiration. Hotellet skulle kunne drives finansielt og økonomisk. Så bæredygtighed for os er, udover klimaagendaen, også social og økonomisk bæredygtighed,” fortæller Per Have, der er direktør i Bitten og Mads Clausens Fond.

Og på trods af en pandemi, der har ændret hotellets kernemålgruppe fra udenlandske business-gæster til danske leisure-besøgende, overgår belægningen den budgetterede på 60 pct. Corona- og vintertrætte danskere strømmer til Sønderborgs Henning Larsen-tegnede vartegn.


Investering til 700 mio.

Et bæredygtigt byggeri af denne størrelse kræver en massiv investering. Og med de bæredygtige Danfoss-komponenter og energibesparende foranstaltninger skyder prisen hurtigt i vejret. Eller hvad?

”Har det været dyrere? Ja, det har det selvfølgelig i en vis udstrækning. Det er dyrere at trække den slags teknik ind i sådan en bygning. Men det er ikke et trecifret millionbeløb, det har været dyrere. Det endte med at udgøre to til tre pct. af byggesummen. Vi synes, da vi så ind i det billede, at vi godt kunne retfærdiggøre at gøre det dyrere fra dag ét,” siger Per Have.

Danske Bank og Realkredit Danmark har været med til at skrue den grønne finansiering sammen. For når de bæredygtige ambitioner er så høje som Hotel Alsik, nytter det naturligvis ikke at belåne projektet konventionelt.

Og projektet har på ingen måder været konventionelt, forklarer Søren Nilsson, der er Senior Banker hos Danske Bank Corporates and Institutions. Han er Danfoss-fondens faste kontakt, og Søren Nilsson har derfor samarbejdet tæt med Per Have i alle byggeriets faser.


Søren Nilsson er Senior Banker hos Danske Bank Corporates and Institutions. Foto: Jacob Nielsen

”Det er et vildt projekt på alle måder. Og nu står det her og er lykkes, det er jo helt fantastisk,” siger han.

Søren Nilsson lægger ikke skjul på, at den gennemarbejdede grønne business case og strategi, der var lagt for Hotel Alsik, var helt afgørende for de perspektiver, som Danske Bank kunne se i projektet.

”I udgangspunktet vil finansiering af et luksushotel, der ikke ligger i en af de største danske byer, være en svær case, men det her samarbejde har kørt snorlige. I samarbejde med Per Have og hans team har vi lavet en finansieringsstruktur, som alle parter er tilfredse med,” siger han.

For bare få år siden lå køreplanen til en bæredygtig finansiering af et byggeri til 700 millioner ikke lige i skuffen. Men med kompetencer fra både Bitten og Mads Clausens Fond og Danske Bank blev den finansielle drejebog skrevet.

”Vi har anvendt Danske Bank som partner i forløbet, og vi har oplevet en stor interesse fra banken omkring den bæredygtige tænkning. Så vi har egentlig haft en god mulighed for at trække på de rette kompetencer i banken omkring den her agenda,” siger Per Have.


Stor interesse fra obligationstagere

Den langsigtede finansiering af Hotel Alsik består af grønne obligationsserier fra Realkredit Danmark og et mindre – og grønt – banklån i Danske Bank. Finansieringen ligger i et ”fornuftigt leje”, som Per Have udtrykker det, da belåningsgraden er på omkring 50 pct. Et grønt banklån er fem basispoint billigere end andre lån, og et grønt Realkredit Danmark-lån er tre basispoint billigere, og de besparelser var ikke uvæsentlige for projektet.

Men Per Have og Søren Nilsson oplevede også interessen udefra, da de grønne obligationsserier, som Realkredit Danmark tilbød, blev overtegnet syv gange.

”Allerede den gang var der obligationstagere, der bare ville have grønne obligationer i stedet for at investere i eksempelvis kul, olie eller tobak,” siger Per Have.

Og Søren Nilsson har kun oplevet, at den interesse er blevet større.

”Bæredygtighed er kommet for at blive. Der er sået frø overalt nu, og udviklingen har virkelig taget fart. Vi er løbende i dialog med de store virksomheder omkring deres strategi for bæredygtighed og i den forbindelse også, om der er muligheder for Danske Bank for at hjælpe til med grøn finansiering,” siger han.

Søren Nilsson svarer klart nej til, at de grønne lånemuligheder er mere besværlige at have med at gøre – hverken for virksomhederne eller banken.
I dag prøver vi altid at tage den bæredygtige vinkel med ind i et finansieringsoplæg. Søren Nilsson, Senior Banker hos Danske Bank Corporates and Institutions
”Det er klart, at for at et projekt eller en virksomhed kan blive defineret som bæredygtig, er der nogle krav. Og den bæredygtige strategi skal kunne dokumenteres. Men den del kan vi hjælpe med. I dag prøver vi altid at tage den bæredygtige vinkel med ind i et finansieringsoplæg. Det er ikke altid, det lykkes, for virksomheder er meget forskellige,” siger han.


Agenda skal bredes ud

Hotel Alsik er en del af et større projekt, ProjectZero, hvor endemålet er, at hele Sønderborg skal være CO2-neutral i 2029. Og projekter på Sønderborg Havn er derfor automatisk underlagt krav til bæredygtighed.


Per Have er direktør i Bitten og Mads Clausens Fond, der står bag byggeriet af Hotel Alsik. Foto: Michael Drost-Hansen

Bitten og Mads Clausens Fond er også involveret direkte i ProjectZero, men det afholder ikke fonden fra sammen med Danske Bank at gå ind i flere konkrete byggeprojekter på havnen, hvor flere bygninger allerede er på tegnebrættet.

Erfaringerne fra Hotel Alsik skal bruges fremadrettet – både af fonden selv og af andre.

”Vi bygger videre på de sidste byggefelter på havnefronten hernede. Og baseret på den erfaring, vi har fra Hotel Alsik, er det jo helt oplagt at rulle videre herfra med flere samarbejdspartnere. Vi betragter på ingen måde Hotel Alsik som et lukket projekt, alle løsninger er open source, for vi skal have den her agenda bredt ud, og vi tror på, der er et marked for det,” siger Per Have.

Læs mere om mulighederne for grøn finansiering her

HVAD ER ET GRØNT LÅN?

Danske Bank tilbyder grønne lån til større virksomheder, som opererer inden for én af de otte kategorier, banken har opstillet i deres Green Bond Framework. Det kan være et grønt lån til en virksomhed, som har behov for at få finansieret produktion af produkter, der skaber vedvarende energi. Det kan også være finansiering af bæredygtig affaldshåndtering eller ejendomme, som opfylder forskellige certificeringskrav.