VTI Vinderup Træindustri er en stor, velkonsolideret og ikke så kendt nordvestjysk virksomhed. Dens hovedprodukt er plader af limtræ, som indgår i fx IKEAs møblement, eller sælges til gør-det-selv industrien. For at lave pladerne nøjagtigt skærer man endestykkerne af, og disse træklodser har hidtil været affaldsprodukt for virksomheden, som har påvirket kostprisen betydeligt. I 2020 var der tale om i alt 12.000 tons træaffald.
Nyt, eksklusivt brand fokuserer på bæredygtighed
Derfor har VTI nu skabt en hel ny virksomhed, startup’en Norto, som aftager klodserne og omdanner dem til eksklusive, arkitekttegnede lofter, gulve, køkkener og paneler. Det nye, separate designer-brand i nordisk stil er en stor succes, ikke mindst pga. historien om genbrug – også kaldet ”upcycling.”
”Til en start var motivet for at etablere Norto klart økonomisk”, siger CEO for både VTI og Norto, Jacob Wernberg. ”Det påvirkede vores kostpris betydeligt i en negativ retning, at vi måtte lade klodserne gå til spilde. Hertil kommer bortskaffelsen. Nu har vi bæredygtighed som primær motivator.”
Få hjælp til at blive mere bæredygtig
Få en dialog med din rådgiver om, hvad bæredygtig omstilling kræver set fra et finansielt synspunktBook møde
Forstå bæredygtighed med VTI-briller
Jacob Wernberg fortæller om, hvordan Norto blev skabt i 2018: ”Først blev vi nødt til at forstå bæredygtighedsverdenen set med VTI-briller. Det gjorde vi ved at tale med entreprenører, byggefolk og vores rådgivere Lendager UP for at kortlægge tendenserne, efterspørgslen og mulighederne for samarbejde. Vi er jo vant til at tænke volumen i VTI – det her er noget andet. Det handler om æstetik og historie.”
Samtalerne gjorde, at VTI lavede et lille team med frie tøjler, herunder en nyansat marketingperson og ejeren af VTI, Flemming Nielsen. I løbet af de næste otte måneder blev der skabt 30 prototyper, og både potentielle kunder, fremtidsforskere, farvestylister og artikter var på besøg for at give deres besyv med. Et reklamebureau fik til opgave at finde på et navn og en visuel identitet.
”Dét at vi er familieejet gør, at vi kan tænke langsigtet, ikke skal ud at søge kapital hele tiden og ikke behøver have en payback-case på få år. Vores ejer, Flemming, har givet den fuld gas i udviklingsarbejdet, og vi regnede selvfølgelig også på det ud fra Nortos forretningsplan. Der er blevet investeret en hel masse i procesudstyr, og vi kommer sikkert til at gøre mere, da meget af forarbejdningen fortsat foregår manuelt”, fortæller Jacob.
Historien om bæredygtighed sælger
Det er helt klart historien om upcycling, der sælger. Ofte er prisen over, hvad produkterne ville have kostet, hvis de var blevet lavet af nye råmaterialer. Fx har arkitektskolen i Aarhus – New Aarch - og Novo Nordisk i samarbejde med Lendager UP købt gulve af Norto, fordi de repræsenterer en bæredygtig tilgang til produktion. Alene på New Aarch vil der blive brugt 330.000 VTI-klodser til det nye gulv.
”Strategien er at gå efter projektmarkedet, og det har vi allerede fået godt hul på, blandt ved at ansætte en fuldtidssælger og ved at få brandgodkendt et udvalg af vores produkter”, fortæller Jacob. ”Vi har et tæt samarbejde med arkitekter og designere, det offentlige, byggeherrer mfl., så vi kan levere stærke kundetilpassede løsninger. For private er det indtil videre dog kun standardløsninger.”
Der er stigende krav om brug af recykling i byggerier, og de krav hjælper Norto faktisk bygherrerne med at opfylde.
Barrierer, gode råd og fremtid
”Vi har også mødt en del barrierer, fx prisforventningen,” siger Jacob. ”Folk tror, at fordi vi samler noget op af en affaldscontainer, så må det også være gratis. Hertil kommer at få volumen i og få automatiseret vores processer. Maskinerne er dyre, og meget af processerne især med at få limet træstykkerne ordentligt kræver menneskehånd. Endelig skal vi også være mere synlige, rent marketingmæssigt. Det arbejdes der på.”
Norto forventer at se sorte tal på bundlinjen allerede senest i 2022.
”Hvis jeg skal give vores erfaringer videre, så er det, at give et projekt som dette særskilt fokus”, siger Jacob. ”Sørg for 100% koncentration hos medarbejderne, det kan ikke drives med højre hånd, og det kan heller ikke sælges på normal vis. Så tålmodighed er også en god dyd her.”
Fremtiden for Norto byder fx på integrerede løsninger – det kan være lys og lyd i de lydabsorberende vægpaneler, som man blandt andet samarbejder med lydcentret Sound HUB Denmark i Struer om. Flytbare vægpaneler, der nemt kan tages ned.
Andre eksempler på bæredygtigheds-spin-offs fra corporates
RenFuel Materials – en impact startups, som leverer bio-plastik skabt af et overskudsprodukt fra skovindustrien, lignin. Et spin-off fra RenFuel, som skaber rå-olie også af lignin.SuperAsfalt – en impact startup, som kommer ud af nedrivnings- og entreprenørselskabet Enviso Group A/S. SuperAsfalt har udviklet en maskine, der omdanner tagpap til en ingrediens til asfalt. Normalt brændes tagpap, og entreprenørerne betaler dyrt for at komme af med det.