Del

Fra tese til markedsdominerende - Bliv klogere af Tradonos væksteventyr

Second-hand foregår ikke længere en lørdag formiddag med hovedet dybt begravet i kasser med guld. Loppemarkeder foregår online. Med swipes og følgere foregår krejlerjagten nu digitalt. Det nyder genbrugsappen Tradono stor succes med. En fusion med den tidligere konkurrent Trendsales har sat fart på virksomheden, og de er nu markedsdominerende i Danmark. CEO, Mads Mathiesen, forklarer her, hvilke tre punkter der set i bakspejlet har været de vigtigste for deres store succes.

Denne artikel er skrevet af Cecilie Fuhlendorff og er tidligere udgivet i Iværksætteren. 

For fire år siden mødtes CEO i Tradono, Mads Mathiesen, med Co-founder Martin Madsen, for at tale forretning. De var hverken venner eller kollegaer, men de havde begge en skabertrang, der skulle udleves. Den skabertrang skulle vise sig at ende med at blive en rigtig god forretning. I dag har Mads Mathiesen overordnet tre ting, han ser som essentielle punkter i virksomhedens udvikling, og som han vil give videre som råd til sine iværksætterkollegaer.

1. Afprøv din tese hurtigt, så der kommer gang i hjulene

Det første råd fra Mads Mathiesen lyder på at efterprøve sin tese hurtigt. Da han satte sig sammen med Martin Madsen for fire år siden, arbejdede de ud fra en tese, der kom fra Martin Madsens kæreste. En tese om, at folk synes, det er fedt at handle genbrug med hinanden i nogle gruppemiljøer på de sociale medier.

“Hans kæreste var begyndt at købe og sælge ting på Facebook-grupper. Det syntes vi lød underligt, for vi troede, der var mange gode markedspladser designet præcis til det. Vi blev interesserede i, hvorfor det skete, så vi undersøgte det. Her så vi, at det skete i det meste af verden,” siger Mads Mathiesen.

De kunne især se populariteten på den form for handleplatforme i USA, Indonesien og det meste af Europa, og så derfor deres mulighed for at skabe en virksomhed. Herefter blev tiden brugt på at snakke med folk, der både købte og solgte brugte ting for at finde ud af, hvad de havde brug for. Niklas Pape, der i dag er Lead Designer i virksomheden, kom ind i virksomheden og lavede en prototype på et produkt, der skulle testes af.

“Ud fra det, vi fandt ud af, tænkte vi, at vi kunne gøre det bedre. Vores første projekt var at bygge noget oven på Facebook, så folk kunne styre de ting, de satte til salg på Facebook, gennem vores software. Vi lancerede konceptet i Texas, uden dog at tage derover,” forklarer Mads Mathiesen.

I starten gik lanceringen forrygende. Næsten 7000 brugere fik øjnene op for Tradono på en enkelt dag og blev aktive brugere. Men det var mere, end systemet kunne holde til. Rent teknisk crashede systemet, og det blev hurtigt slutningen på første udgave af det, der skulle blive til Tradono. Selvom softwaren på Facebook ikke var vejen frem, så fik de to foundere alligevel bekræftet, at de havde fat i noget, der var et marked for.

“Vi havde fundet noget, der var en efterspørgsel på. Selvom det ikke lige virkede rent teknisk, så var afprøvningen af konceptet tilstrækkelig udført til, at vi syntes, det var interessant at arbejde videre med,” siger Mads Mathiesen.

Afprøvningen gav de to foundere en indikator på, hvilken vej produktet skulle gå, og hvad der skulle arbejdes videre med. Alligevel arbejdede de uden omsætning i mange måneder, fordi produktet ikke var færdigt. Derfor råder Mads Mathiesen andre iværksættere til at afprøve sin tese hurtigst muligt, så virksomheden kan starte med en omsætning - også selvom den er lav.

"At starte med ikke at have nogen omsætning er virkelig nervepirrende. En anden gang ville jeg måske starte med noget, hvor man kan se en omsætning med det samme. Nu har vi heldigvis haft held til at drive noget, der fik en fin omsætning på platformene, men indtil man når dertil, så ved man ikke, hvor man står. Du er afhængig af at skulle finansiere din forretning med eksterne midler,” siger Mads Mathiesen.

2. Vælg det rigtige team

Til trods for at Mads Mathiesen og Martin Madsen ikke havde et færdigt produkt, fik de efter et halvt års tid, der gik med at programmere, lancere og teste, solgt idéen til en række  prominente business angels og investorer som Jacob Masters, Christian Stadil, Klaus Nyengaard og Tommy Ahlers.

“Med pengene fra dem fik vi pludselig råd til lidt løn, så vi havde mulighed for at få Rasmus Andersen (nu CTO i Tradono, red.) med om bord. Han fortalte, at vi var nødt til at bygge en ordentlig app, så der valgte vi at gå fuldstændig væk fra Facebook. Vi byggede videre på den viden, vi havde og skabte et helt nyt produkt,” siger Mads Mathiesen.

Tradono bestod af et hold, der nu var klar til at tage fart, og med nogle stærkere investorer i ryggen skulle det endelige produkt skabes. Ifølge Mads Mathiesen havde Tradono ikke været noget, hvis ikke det rette hold var kommet på plads. Han råder derfor til at tænke over det team, man skaber, så virksomheden bliver stærkest muligt.

“Hverken Martin eller jeg kunne klare det uden Rasmus og Niklas, og vi fire kunne ikke klare det uden alle dem, der er kommet til sidenhen. Det er altafgørende at have fokus på det rigtige team,” siger Mads Mathiesen.

Udover teamet har investorerne haft en stor rolle i Tradonos tilblivelse. Selvom de selvfølgelig har givet et økonomisk skub til virksomheden, så har deres erfaring og råd bogstavelig talt været guld værd for Tradono.

“Investorerne har været utroligt gode til bakke os op og lade os finde vejen selv. Vi har kunnet spørge dem, og de har været meget tilgængelig og gode til at give råd. De har været vores sparringspartnere og eksperter på hver deres område, og det har hjulpet os enormt meget,” siger Mads Mathiesen.

3. Byg din virksomhed på data

Med et produkt, der nu var en app, var Tradono klar til at blive lanceret. Den første lancering skete i Esbjerg. Selvom den jyske by kan virke som et tilfældigt valg, var der ingen tilfældigheder bag. På samme vis, som de havde valgt Texas til at afprøve deres første produkt, kom de frem til, at der var en høj koncentration af mulige brugere i Esbjerg. Ud fra markedsanalyser fandt holdet også ud af, at det var bedre at teste så mange potentielle brugere som muligt, både købere og sælgere, i et lokalt område, frem for at teste få brugere spredt over hele landet.

“Vi lavede markedsføring målrettet esbjergenserne. Vi havde fat i mange af vores første brugere, og de hjalp os med at forstå, hvad de havde brug for. Lanceringen gik vildt godt. Det hele gik meget hurtigt, og netværk-effekten begyndte at rulle, hvor flere og flere kom på appen. Så lavede vi samme lancering i Aalborg, og derefter blev det hurtigt folk fra hele landet, der kom på Tradono,” siger Mads Mathiesen.

Han fortæller, at Tradonos data så vidt muligt er baseret på indsamlinger, de selv har lavet. Når der sker små ændringer i app’en, så er der databelæg for det. Mads Mathiesen mener, at det ligger i virksomhedens dna, og at det at tænke datadrevet muligvis kommer fra hans tidligere erfaringer som management konsulent og med iværksætter.

“Mange taler om at være datadrevet, men virkelig at være det i de beslutninger man tager, det er utrolig vigtigt. Det kræver meget disciplin, og det er svært. Dels skal du have meget data, men så skal du også være disciplineret og analysere det korrekt. Men det er en af grundene til, vi har bygget et produkt, der har indtaget markedet,” siger Mads Mathiesen.

Sammenlægningen med Trendsales sker naturligvis heller ikke ud af ingenting. Selv siger CEO’en, at de to platforme på mange måder ligner hinanden, men alligevel også komplimenterer hinanden, og med deres forskellige segmenter rammer de nu størstedelen af dem, der interesserer sig for mode og design. Og dataen bag de to brands?

“Hvor Trendsales er rigtig stærke på web, har Tradono har slet ikke noget web i dag. Til gengæld er Tradono stærke på app’en. Demografisk set er Tradono stærk på de urbane unge, og Trendsales har det mere købestærke publikum med lidt flere penge. Brand-mæssigt er Trendsales meget mere kendt, til trods for at Tradono har dobbelt så mange aktive brugere som Trendsales og får dobbelt så mange nye opslag,” forklarer Mads Mathiesen.

På trods af forskellene vender begge brands sig dog mod et segment, der interesserer sig for mode og design. Trendsales har længe haft associationer til mode, hvor Tradono startede som en loppemarked-app. I dag nærmer de sig hinanden, og Tradono bliver mere det, som Mads Mathiesen beskriver som en app inden for genbrug af fashion og indretningsdesign.

Drømmen er global genbrug
Selvom de tre punkter har fået Tradono langt, så stopper drømmene ikke der. Fra deres kontor på Christianshavn drømmer de sig ud over de danske grænser, så Tradono bliver kendt i resten af verden.

“Hele drømmen med virksomheden er jo at give brugte ting nye ejere, og i højere grad vi kan gøre det, jo federe er det. Vi sidder i et lille hjørne af et stort globalt marked, så drømmen har ikke rigtig nogen ende, når det kommer til ekspansion. Jeg kan godt lide at bygge noget, og se at man har haft indvirkning på mange menneskers liv. At skabe arbejdspladser og skabe succes på den måde er utrolig givende. Det håber jeg på at kunne fortsætte med,” afslutter Mads Mathiesen.

Fakta og tal 

● Stiftet 26. oktober 2014 i Danmark
● Over en mio brugere på hhv. Tradono og Trendsales
● 25+ fuldtidsansatte
● Tilgængelig på telefoner og tablets til iOS og Android og på web

Andre har også læst


Få alle fordelene i dag. Bliv kunde i Danske Bank.