Drømmer du om stille dage og sand mellem tæerne i Danmark hen over sommeren, er du ikke alene. For danskerne har mod forventning i stor stil holdt på deres sommerhuse også post corona, hvor der ellers var en forventning om, at der ville komme en større bølge af udbud på markedet, fordi danskerne igen fik appetit på – og mulighed for – at rejse til udlandet. Og det lave udbud er formentlig en af grundene til, at priserne fortsat er svagt stigende, mener Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark:
”Stigningen i udlandsrejser fik i 2023 ikke den store indflydelse på udbuddet af sommerhuse. Og vi forventer, at prisniveauet på sommerhusmarkedet i 2024 vil følge nogenlunde samme tendenser som det brede parcelhusmarked med forventede stabile til svagt stigende priser på mellem 0-3 procent målt som gennemsnit i forhold til 2023. Markedet bliver sandsynligvis også understøttet af solid fremgang i købekraften, stabile eller svagt faldende renter og en forhåbentlig blød landing af dansk økonomi”
Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark
Markedet i Nordsjælland bliver trægt i første halvår
Cheføkonomen fortæller, at han forventer, at sommerhuspriserne i Nordsjælland vil udvikle sig mere trægt end sommerhusmarkedet som gennemsnit i Danmark i 2024. De vil være påvirket af det københavnske boligmarked, som aktuelt er under pres i kølvandet på boligskattereformen, der trådte i kraft den 1. januar 2024, og den aktivitet, der var på markedet, inden reformen blev indført.
”Det giver noget dødvande her i 2024 og et pres ned på priserne særligt i første halvår. Vi ser ofte, at sommerhusmarkedet især i Nordsjælland er drevet af det københavnske boligmarked, hvor boligejernes friværdier bliver omsat til sommerhuse i fornuftig køreafstand”, forklarer Christian Hilligsøe Heinig.
Handelsaktiviteten har tabt pusten
Han fortæller også, at handelsaktiviteten på sommerhuse har tabt lidt af pusten på det seneste, men at det er i tråd med resten af boligmarkedet. I 2023 blev der solgt godt 8.200 sommerhuse herhjemme – det var lidt mere end i 2022, men omkring det halve af, hvad vi så i 2020, hvor salget af sommerhuse gik amok under nedlukningerne som følge af COVID-19 og nåede historiske rekorder.
Største joker er arbejdsmarkedet
Cheføkonomen mener, at den største joker for sommerhusmarkedet i 2024 især bliver udviklingen på arbejdsmarkedet. Sommerhuse har karakter af luksusgode, og strammer økonomien til blandt danskerne, så vil det ramme sommerhusmarkedet relativt hårdt sammenlignet med parcelhuse og ejerlejligheder, som jo i sagens natur normalt ikke lige skæres væk i første omgang.
Gode udlejningsmuligheder
Har man købt et sommerhus, som man ikke bruger så meget, er der også fortsat gode udlejningsmuligheder for sommerhusejerne, hvor 2023 bød på endnu en udlejningsrekord. I 2023 blev der ifølge Christian Hilligsøe Heinig udlejet sommerhuse i godt 785.000 uger, hvoraf de i 70 procent af ugerne blev lejet ud til tyskere. Det er med til at understøtte priserne på sommerhusmarkedet generelt. Endelig giver boligskattereformen også lidt medvind til det brede boligmarked – herunder sommerhusmarkedet, da hovedparten af sommerhusejerne vil opleve, at de samlede boligskatter falder. Sommerhusejere i de dyreste områder vil dog opleve stigninger i boligskatten.