Overvejer du at købe dit første hus eller din første ejerlejlighed, har du nok bemærket, at priserne på boligmarkedet er faldet i den seneste tid. Og det urolige boligmarked kan faktisk være godt nyt for nogle af de førstegangskøbere, der har haft svært ved at komme ind på markedet de seneste år. Det viser en ny analyse, som Kraka Advisory har lavet for Danske Bank.
Helt konkret viser beregningerne, at hvis priserne falder markant, så vil en gruppe af førstegangskøbere kunne købe flere kvadratmeter end de kunne i 2021 – også selvom renten skulle stige yderligere.
Hvad er et rådighedsbeløb?
Rådighedsbeløbet er de penge, du har tilbage til forbrug, når dine regninger og faste udgifter er betalt. Det er med andre ord de penge, der skal få økonomien til at hænge sammen for dig. Derfor bruger banken dit rådighedsbeløb til at beregne, om du har råd til at købe og bo i en bolig.
Mette Ahnfeldt Grinsted, der er rådgiver i Danske Bank, forklarer:
”Når boligpriserne falder, bliver det isoleret set lettere at komme ind på ejerboligmarkedet, fordi du ganske enkelt skal låne færre penge for at købe en bolig. Men når renterne samtidig stiger, vokser dine faste udgifter ved at låne pengene også. Det betyder, at dit såkaldte rådighedsbeløb bliver mindre hver måned, og det kan gøre det lidt sværere for banken at godkende dit boligkøb.”
Kræver relativt høj indkomst
Grundet netop rådighedsbeløbet er det ifølge Kraka Advisory også husstande med relativt høje indkomster, der får bedre muligheder for at købe en bolig i København, Aarhus eller Aalborg.
Ifølge beregningerne gælder de forbedrede muligheder for singler med en indkomst på over 35.000 kr. om måneden og par med en indkomst på over 30.000 kr. om måneden pr. person. De vil altså få bedre mulighed for at købe en ejerbolig, hvis boligpriserne falder og renterne stiger yderligere.
Analysen viser også, at jo højere indkomst en husstand har, jo mere forbedres mulighederne for at forlade lejemarkedet for at købe sine egne mursten. Husstande med lavere indkomster har de samme muligheder som i dag.
Fire gode råd til dig, der er førstegangskøber
Der er meget at forholde sig til, når man er på udkig efter sin første ejerbolig. Her giver Mette Ahnfeldt Grinsted dig fire gode råd til at komme godt fra start i boligjagten:
Mettes fire gode råd:
- Find en bolig med langtidspotentiale
Undgå at spekulere i den fremtidige boligprisudvikling, når du overvejer at købe bolig. Gå i stedet efter en bolig, som du/I kan bo i mange år frem. En lang tidshorisont mindsker nemlig risikoen for, at prisudsving på boligmarkedet gør indhug i formuen.
- Hav luft i økonomien
Sørg for også at have luft i budgettet, når boligen er købt, så I har noget at stå imod med, hvis der opstår uventede udgifter eller fald i jeres indtægter.
- Vær kritisk over for udbudsprisen
I øjeblikket afspejler mange udbudspriser en tid med lavere renter og mindre økonomisk usikkerhed. Vær derfor kritisk over for udbudsprisen, og se, om du kan få et prisnedslag.
- Tænk energiforbedringer ind fra start
I ældre boliger kan der ofte være penge at spare ved at energirenovere fra starten – f.eks. med ny varmepumpe, nye vinduer eller ny isolering. I nogle tilfælde kan der være mange tusinde kroner at spare på varmeregningen, og så kan energiforbedringer muligvis også løfte prisen, hvis du en dag vil sælge din bolig. Find inspiration og vejledning til energiforbedringer her.
Følg Mette på Instagram for flere gode økonomi-råd.