- Læg champagnen på køl
- Køb sikkerhedsbriller og sjove hatte
- Stryg dugen til middagsbordet
- Indbetal restskat
Ja, hjemme hos Danske Banks privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen er tjeklisten op mod nytår lang, og det er ikke kun borddækning og mad- og drikkevarer, der fylder den.
Her deler hun den del af sin tjekliste, der handler om privatøkonomi – i alt 7 punkter, som du med fordel kan undersøge for at få mest muligt ud af din økonomi.
1. Fyld op på din ratepension
Du kan få fradrag på op til 63.100 kroner for indskud på en ratepension og ophørende livrente her i 2024. Så hvis du har overskud i din økonomi, og der ikke allerede er indbetalt det fulde beløb på din ratepension via din arbejdsgiver, er det en god idé at udnytte det så meget som muligt, inden året er omme. Det er især en fordel for dig, hvis du betaler topskat i dag, men ikke regner med at gøre det på det tidspunkt, hvor du får din pension udbetalt.
2. Betal ind på en aldersopsparing
Mens ratepensionen bliver modregnet offentlige ydelser og tillæg til din folkepension på udbetalingstidspunktet, så er det ikke tilfældet med indbetalinger på en aldersopsparing. Det gør det til en rigtig god opsparingsform.
Her er beløbsgrænserne for 2024:
- Har du mindre end 5 år til pensionsalderen, kan du indbetale 58.900 kroner på ordningen.
- Har du mere end 5 år til pensionsalderen, kan du indbetale 9.100 kroner.
3. Overvej pengegaver til familien
Har du penge til overs og lyst til at give dem videre til din nærmeste familie (herunder forældre, børn, stedbørn og børnebørn), så kan du i 2024 give 74.100 kroner i gave uden at betale 15 procent i gaveafgift. Du kan give afgiftsfrie pengegaver hvert år, og skal du nå det i 2024, skal det altså være inden nytår – fx til jul.
4. Undgå at betale restskat
Selvom det først er med årsopgørelsen i marts 2025, at du kender din endelige skat for 2024, kan det alligevel være værd at kigge nærmere på skatten allerede nu. For skal du betale restskat for 2024, betaler du renter af den allerede fra den 1. januar 2025 og helt frem til den dag, du betaler den. I år var den rentesats 5,5 procent. Så hvis du forventer at skulle betale restskat, kan der derfor være penge at spare ved at betale den allerede nu.
5. Ret din forskudsopgørelse for 2025
Nytår er ikke som sådan en deadline for at rette i din forskudsopgørelse for næste år. Det kan du faktisk gøre når som helst. Men hvis du forventer ændringer i din økonomi for 2025 sammenlignet med i år, er det en god idé at ændre din forskudsopgørelse, allerede inden det nye år starter.
Det kan fx være, hvis renten på dit realkreditlån har ændret sig, hvis din løn kommer til at ændre sig, eller hvis der er sket ændringer i dit liv på grund af flytning, skilsmisse, pension eller lignende. På den måde sikrer du dig, at du betaler en mere korrekt skat i 2025 allerede fra årets start.
6. Betal eventuel restskat med det samme - især hvis du står til boligskattesmæk
I år skal du som boligejer være særligt opmærksom, hvis har fået skatterabat i forbindelse med boligskattereformen og de nye ejendomsvurderinger. Skat har nemlig lavet en regnefejl, der gør, at mange har fået for en for stor skatterabat. Og de penge skal betales tilbage – enten i form af restskat, der betales til foråret, eller som et indefrysningslån til staten.
Er du omfattet af dette, så vil du allerede have fået en meddelelse fra Skattestyrelsen, der også forklarer, cirka hvor mange penge det drejer sig om. Men uanset om du får restskat eller et indefrysningslån, så skal du betale renter af det allerede fra 1. januar. Hvis du gerne vil undgå det, skal du ind og rette din forskudsopgørelse for i år allerede nu og så betale pengene tilbage aconto.
7. Fyld op på børneopsparinger
Man kan maksimalt indskyde 6.000 kroner på en børneopsparing i år (og maksimalt 72.000 kroner i alt på en børneopsparing). Det kan være en god idé at få fyldt op inden årsskiftet, hvis du har pengene og gerne vil give dem til dit barn. Du skal blot huske på, at de penge, du sætter ind på en børneopsparing, tæller med i det samlede gavebeløb på 74.100 kroner nævnt i råd nummer 3 foroven. Skyder du fx 6.000 kroner ind på en børneopsparing, kan du altså ”kun” give 68.100 kroner mere til barnet uden at betale afgift.
Derudover bør du også overveje, hvor pengene er placeret. Fordelen ved børneopsparinger er nemlig, at tidshorisonten typisk er lang, og det giver bedre muligheder for at foretage langsigtede investeringer.
Er der noget, vi skal tale om?
Husk, at du altid kan booke et møde med en rådgiver, hvis der er noget, du gerne vil vende med os.